Michael Rasmussen var på toppen af sin karriere en angriber af guds nåde og en fabelagtig iscenesætter. Men bag facaden gemte sig en gennemkalkuleret kyniker, der kæmpede med alle midler

Billedet står sådan set klart nok endnu.

Da Michael Rasmussen i 2006 vandt en alpeetape til La Toussuire efter et langt og storslået solotogt, krydsede den danske bjergspecialist stregen i en positur, som var han en lidende Kristus på korset. På en gang udfriet og udmattet efter at have gennemført et vildt og udfordrende projekt. I en blanding af muskelsitrende smerte og helhjertet sindsbevægelse.

I en anden og bedre verden ville den slags øjeblikke stå renfærdigt og smukt for tid og evighed. Lige til den store gemmebog. Men i en cykelsport, hvor selvopgøret uge for uge antager karakter af både hellig inkvisition og lutrende djævleuddrivelse, er billedet ikke for fastholdere.

31. januar 2013 blev dagen, hvor Michael Rasmussen gik til bekendelse. Den nu 38-årige bjergkonge indrømmede at have benyttet sig af blodtransfusioner og et gigantisk arsenal af biokemiske våben med forkortelser som EPO, DHEA, HGH og videre fra samme skuffe.

Med mekanisk monton stemmeføring læste Michael Rasmussen op fra sit medbragte manus. Og klatrekyllingen fra Tølløse fastslog, at han havde indgået i et samarbejde med de relevante myndigheder, så alle detaljer og erfaringer fra 1998 til foråret 2010 blev klarlagt. Så var det på plads. Indtil videre.

Tog fart

Der kan næppe herske tvivl om, at Michael Rasmussen havde tænkt sig en anderledes udgang på den karriere, som for alvor - og meget passende - tog fart i takt med 00ernes oppustede bobleøkonomier, bekymringsfrie overforbrug og glubske grådighed.

Som tidligere verdensmester i mountainbike lå det i kortene, at Rasmussen kunne gøre sig som bjergrytter på landevejen.

Team CSC bød sig logisk nok til med en chance. Rasmussen leverede varen. Den piberensertynde pedalatlet lignede en klar gevinst og dét danske navn, som skulle holde fanen højt efter epoken, hvor holdejer Bjarne Riis og Rolf Sørensen ellers havde sørget for at lave resultater.

Det lignede et himmelsk ægteskab. Men Riis og Rasmussen skiltes til almindelig undren for de fleste.

- Michael var ikke nogen holdspiller, lød den officielle forklaring senere fra Bjarne Riis.

Kilder på Team CSC kunne siden fortælle, at Michael Rasmussen blev vejet og fundet for farlig. En galopperende hæmatokritværdi før et italiensk efterårsløb var et vidnesbyrd om en rytter, som var mere end almindeligt risikovillig, når det kom til brugen af forbudte stoffer.

Klar i spyttet

Over for mediemaskinen var Michael Rasmussen ellers langt hen ad vejen en gave. Klar i spyttet, analytisk skarp både i forhold til de forestående løb og sammensætningen af konkurrenter. Desuden var han aldrig bleg for at melde ud, hvornår der var diamanter i benene.

- Det bliver angreb lige ud af skolegården, proklamerede Rasmussen dagen inden etapen til La Toussuire.

Som sagt, så gjort. Rasmussen tog al den frihed, et halvtræt Tour-felt ville give på randen af tredje og sidste uge. Og iscenesættelsen var fabelagtigt medrivende.

Sådan var det med Rasmussen. Han var om nogen en mand, der vidste, at djævelen kunne ligge i detaljen og iscenesættelsen. Perfektionist, selvberoende og stædig. Ener og excentriker.

Da Michael Rasmussen skrev kontrakt med Rabobank, smed lettede mekanikere fra Team CSC en flaske god rødvin på bordet til de kolleger på det hollandske mandskab, som nu skulle til at danse efter den krævende danskers pibe.

Advarselssagaen

Det hele kunne have kulmineret i 2007. Men Michael Rasmussen gjorde regning uden en cykelverden, som stadig var rystet efter Operacion Puerto-afsløringerne året forinden.

To gange to advarsler for at have misligholdt sin oplysningspligt over for anti doping-myndighederne bragte Rasmussen i unåde hos Danmarks Cykle Union, der ignorerede en formel tavshedspligt ved at afsløre ’sagen’ over for en journalist fra DR.

- Jeg er kold som et lokumsbræt, lød afvisningen fra Rasmussen, da en journalistkollega forsøgte at få en uddybende forklaring.

Det sidste er en vigtig facet i billedet. Michael Rasmussen kan agere med kølig beregning og følelseskulde, når det gælder.

I dag er det næsten glemt, hvordan den tidligere mountainbike-kollega og ven, amerikaneren Whitney Richards, kunne fortælle om at havne i rollen som ufrivillig kurer for Michael Rasmussen, da en skotøjsæske skulle transporteres til Italien, fordi skoene var ’glemt’ på en tur til USA. Æsken skulle siden vise sig at indeholde det hyperavancerede blodpræparat Hemopure, og Rasmussen rasede, da Richards af egen drift viste sig at have hældt skidtet i kloaken.

Den sidste historie hører med til billedet af en kynisk og køligt beregnende idrætsmand, for hvem målet helliger ethvert middel og enhver metode. Ret langt fra den nærmest skrøbelige helteskikkelse, der vandt etapen i La Toussuire og siden blev en moderne martyr uden en Tour-trone. Men sådan er cykelsporten anno 2013. Vejen fra ophøjet heltestatus til simpelt og fejlbehæftet menneske er meget kort. Især hvis man skærer et hjørne her og der undervejs.