Hembo: Amnesti før flere bekendelser

Michael Rasmussen har lagt alle kortene på bordet. Men man skal ikke forvente at se flere bekendelser fra rytterne på Christina Watches-Onfone, før cykelsporten indfører en generel amnesti for fortidens synder.

Samtidig med Michael Rasmussens offentlige bekendelse af et meget vidtrækkende dopingforbrug gennem størstedelen af karrieren, gjorde Claus Hembo også op med holdets image som den danske udgave af Rock Racing - det hedengangne amerikanske hold, der stor set kun bestod af folk med dopingdomme bag sig.

Ganske vist er der ikke ændret på mottoet om, at 'Everybody deserves a second chance', men Claus Hembo bekræfter, at holdet nu i høj grad ser sig selv blandt frontløbere i kampen mod doping i cykelsporten.

- Alle på holdet skal arbejde for en ren sport, fastslår Claus Hembo.

Men hvis det ikke skal lyde for hult, skal der også sættes handling bag ordene, mener Eurosports cykelsportsekspert Thomas Bay.

- Det er en moralsk svær størrelse for dem. Alle kan vel være enige i det, som Claus Hembo plejer at sige om, at folk fortjener en chance til. Men det kræver vel, at man erkender, at man har gjort noget forkert, og det har de aldrig gjort.

- Hvis de vil til at være cykelsportens dopingbekæmper nummer 1, så kræver det handling fra deres side. De kunne starte med, at de øvrige kendte dopingsyndere står frem og fortæller hvad, hvornår og hvordan de har brugt doping, siger Thomas Bay.

Michael Blaudzun, der tidligere har været sportsdirektør på holdet, mener dog ikke, at der er den store forskel i holdets doping-linje.

- Der har hele tiden været nul-tolerance over for doping, og det er blevet kørt 100 procent reelt, siger Blaudzun, der i dag arbejder uden for cykelsporten.

Claus Hembo fastslår, at han ikke vil stå i vejen for andre ryttere, der måtte have noget på hjerte, hvis de vil bekende fortidens synder. Men han vil ikke opfordre sine ryttere til at stå frem eller til at samarbejde med antidoping-myndighederne, medmindre at cykelsporten i en periode indfører generel amnesti.

- Jeg er absolut af den opfattelse, at man skal forsøge at få fat i bagmændene og ikke kun den enkelte rytter. Det er ikke utænkeligt, at der er andre, der har noget at fortælle. Men hvis man virkelig vil have sandheden frem, skal man også indføre en amnesti for fortidens doping. Og hvis den kommer, vil jeg sige til rytterne, at 'så er det nu. Og hvis I vælger at stå frem, så har det ingen konsekvenser for jeres ansættelse hos os'. Men jeg er ikke i en juridisk position til at antyde, at de skulle have gjort noget forkert, siger Hembo.

Af samme grund vil han heller ikke forsøge at presse Stefan Schumacher til at henvende sig til dopingmyndighederne eller til at stå frem og bekende sin fortid.

Læs også: