Sporten.dk bringer her et uddrag af Tyler Hamiltons bog ’Det hemmelige løb’, som udkommer den 9. november på dansk. Tyler Hamilton fortæller her med sine egne ord, hvordan han blev konfronteret af Lance Armstrong på en restaurant efter, at Hamilton havde ladet sig interviewe om doping og Lance Armstrong i TV-programmet 60 Minutes.
I foråret modtog jeg en invitation fra friluftsmagasinet Outside til at deltage i et arrangement i Aspen, som skulle finde sted den 11. juni. Jeg glædede mig over chancen for at reklamere lidt for mit firma og måske hilse på gamle venner. Men efterhånden, som datoen nærmede sig, begyndte jeg at blive nervøs. Jeg vidste, at Lance på det tidspunkt boede i Aspen sammen med sin kæreste Anna Hansen. Men kort før arrangementet fandt en af mine venner ud af, at Lance planlagde at deltage i et velgørenhedsløb i Tennessee på samme dato.
Pyha, tænkte jeg. Så slipper vi for at støde ind i hinanden.Det var en smuk sommerdag. Sammen med min kollega Jim Capra førte jeg om eftermiddagen an på en lille cykeltur i Colorados bjerge.
Ruten var tilrettelagt for øvede ryttere og folk med en vis erfaring, men med på turen var også Kate Chrisman, en yngre og ambitiøs kvindelig nybegynder, som mødte op på en gammel havelåge iført almindelige gummisko. Hun kørte af sted sammen med os andre og klarede sig flot, selv om hun undervejs var nervøs for at være til besvær.
Efter turen slappede jeg af i solskinnet uden for Hotel Sky sammen med Jim og resten af holdet. Der mødte jeg min gamle værelseskammerat fra high school-tiden i Boulder, Erich Kaiter. Vi havde ingen middagsplaner, men en af mine løsslupne venner ved navn Ian McLendon foreslog, at vi alle sammen spiste middag med ham og et par andre bekendte, hvilket vi sagde ja til.
Klokken kvart over otte var vi omkring tolv mennesker samlet; og siden vi befandt os i Aspen, var der naturligvis et par stjerner fra reality-tv blandt flokken: Ryan Sutter og hans kone, Trista, fra henholdsvis ’The Bachelorette’ og ’The Bachelor’. Deres to børn var også til stede. Ian havde valgt spisestedet, en lille restaurant, der hed Cache-Cache, hvilket er fransk og betyder gemmeleg. Ingen af os anede, at Cache-Cache var Lances lokale stamrestaurant.
I samme øjeblik vi trådte ind ad døren, blev jeg genkendt af stedets medejer, Jodi Larner, som straks ringede til Lance og oplyste, hvor jeg var. Larner har senere forklaret, at hun som en service over for byens skilsmissepar regelmæssigt gør noget tilsvarende for at undgå pinlige optrin. Men denne gang havde Larners kundeservice den stik modsatte effekt. Det viste sig nemlig, at Lance netop var hjemvendt fra Tennessee. Få øjeblikke efter var han på vej.
Jeg har efterfølgende prøvet at forestille mig Lances reaktion på opkaldet fra restauranten. Han har givetvis troet, at jeg med vilje var taget på Cache-Cache for at provokere ham til at rykke ud. Og så reagerede han på den eneste måde, han kunne komme i tanke om. Det er alligevel overraskende, at han besluttede sig for at køre over til restauranten. Man behøver nemlig ikke at være advokat for at vide, hvor dumt det er at opsøge mulige vidner i en efterforskning, hvor man selv er hovedmistænkt.
Uden for vores synsvinkel ankom Lance til restauranten med Anna Hansen og satte sig op i venstre del af den hesteskoformede bar sammen med et par bekendte. Fra sin plads omkring ti meter fra vores bord kunne han se, hvordan jeg med ryggen til sad og spiste, drak og morede mig. Ved ti-tiden skulle Ryan og Trista hjem og lægge børnene i seng. Vi andre var ved at være færdige med hovedretten og snakkede om at gå videre og få en drink et andet sted. Omkring kvart over ti rejste jeg mig for at gå på toilettet, som befandt sig modsat det sted i baren, hvor Lance sad.
Efter toiletbesøget gik jeg tilbage mod bordet. Ud af øjenkrogen så jeg nogen oppe i baren vinke til mig. Det var Kate Chrisman, den unge kvinde fra cykelturen tidligere på dagen. Jeg besluttede at gå over og sige hej og begyndte at mase mig gennem menneskemylderet nær baren. På vej op langs baren mærkede jeg noget presse hårdt mod min mave. Det føltes, som om noget massivt blokerede for mig.
Først troede jeg, at det var en af vennerne, der lavede numre – presset mod min mave var alt for aggressivt til at være tilfældigt. Jeg vendte mig smilende om og regnede med at møde et venligt ansigt. Der stod Lance.
- Hej Tyler, sagde han sarkastisk. - Hvordan går det?
Mit hjerte fløj op i halsen. Et øjeblik fattede jeg ikke, hvad der foregik. Lances hånd forblev trykket mod min mave. Han nød situationen og kunne se, at jeg var lamslået. Jeg trådte et skridt tilbage for at få ham lidt på afstand.
- Hej Lance, svarede jeg fåret.
- Hvad har du gang i i aften? spurgte han med let og hånlig stemme.
- Jeg, øh, jeg er bare ude og spise med nogle venner, fik jeg svaret. - Hvordan med dig?
Lances øjne skinnede. Han havde farve i kinderne, og jeg mærkede et pust af alkohol fra hans mund. Han så større og kraftigere ud end sædvanligt. Linjerne i hans ansigt var blevet dybere siden sidst. Ved siden af ham sad en blond kvinde, formentlig hans kæreste. I baren sad også et par fyre, som måtte være nogle af Lances venner, at dømme efter den måde de kiggede på mig på.
- Hør her, jeg er virkelig ked af alt det pis, du ved, sagde jeg.
Lance hørte tilsyneladende ikke efter. Han pegede anklagende på mig.
- Hvor meget fik du for det?
- Come on, Lance. Jeg har ikke ...
- Hvor meget fik du af ’60 Minutes?’ gentog han med hævet stemme.
Samme slags lidt for høje stemme, som han havde brugt i gamle dage i US Postal-bussen, når han ville have, at alle skulle høre efter.
- Du ved jo godt, at jeg ikke har fået nogen penge, sagde jeg lavmælt.
- Sig nu for helvede bare, hvor meget de gav dig!
- Helt ærlig, Lance. Vi ved begge to, at jeg ikke fik noget for det.
Jeg kæmpede for at holde stemmen i ro. Lance spilede næseborene ud; Han blev mere og mere rød i ansigtet.
Et stykke borte kunne jeg se, at Kate Chrisman kiggede på med bekymret mine. Jeg kunne fornemme, at situationen var ved at gå over gevind.
(Note: Chrisman, som befandt sig tre-fire meter væk, husker det således:
- Jeg kunne ikke høre, hvad de (Armstrong og Hamilton, red.) sagde, men man kunne fornemme, at der foregik noget meget ubehageligt. Lance lænede sig frem og var den aggressive. Tyler prøvede at gøre sig lille, som om han hellere ville være et andet sted. Jeg kan huske, at jeg var bange. Dér stod Lance Armstrong og flippede ud, lige ved siden af mig.)
Jeg prøvede at lette den trykkede stemning.
- Lance, jeg er ked af det, sagde jeg.
- Hvad fanden er du ked af?
- Det er garanteret ikke sjovt for dig og familien. Med alt det, der foregår, sagde jeg.
Lance prøvede at se uforstående ud.
- Ved du hvad, gamle dreng, jeg ligger ikke søvnløs over det her. Jeg vil for helvede bare gerne vide, hvor meget du fik for det.
Jeg pegede i retning af udgangen.
- Hvad om vi gik udenfor og diskuterede det, bare dig og mig? sagde jeg.
Lance afviste mit forslag med et ’phffffff’.
- Fuck det. Så begynder folk først for alvor at lægge mærke til noget.
Til højre for baren kunne jeg se et lille lokale. Det var tomt. Jeg pegede.
- Okay, hvis vi skal snakke, så lad os gå derind, sagde jeg.
Samtidig tænkte jeg: Lance, din idiot. Hvis det virkelig skal være, så lad dog dine venner blive siddende i baren, mens vi to får talt ud, mand til mand. Jeg pegede i retning af det tomme lokale.
Lance sænkede stemmen. Han pegede på mig.
- Bare vent, til du sidder i vidneskranken. Så flår vi dig i småstykker. Du kommer til at ligne en idiot, sagde han.
Jeg svarede ikke. Lance var uden for pædagogisk rækkevidde.
- Jeg skal nok sørge for, at du aldrig ... kommer til at smile ... igen.
Jeg stod som forstenet. Senere fik jeg at vide af en bekendt, som er advokat, at jeg burde have reageret ved med høj stemme at sige:
- Hørte I det alle sammen? Lance Armstrong har lige truet mig.
Men så langt tænkte jeg ikke, for jeg fattede ikke, at han kunne være så ubegavet at true mig på et offentligt sted. Samtidig håbede jeg, at han ville blive ved med at snakke. Bare kom an, motherfucker, lad mig se, hvor langt du tør gå.
Igen den sædvanlige dynamik imellem os: Lance som den angrebslystne og mig på hjul. Jeg er lige bag ved dig.
Bag Lance dukkede et lille rundt hoved op, og en kvinde i halvtredserne med sort hår trådte frem. Det var Jodi Larner, restaurantens medejer. Da det jo var hende, der var skyld i konfrontationen mellem Lance og mig, syntes hun nok, at hun burde gøre et eller andet. Hun bøjede sig frem og pegede på mig:
- Du er ikke længere velkommen her i restauranten, sagde hun.
- Og du kan vove på ... nogensinde ... at vise dig ... igen!
Hun skævede over til Lance i håb om at få lidt anerkendelse. Han nikkede, hvilket fik Larner til at ligne en, der var ved at besvime af lykke.
Min hjerne kværnede løs. Jeg indså, at jeg på en eller anden måde måtte prøve at dokumentere optrinnet. Derfor bad jeg om Larners visitkort og sagde, at jeg var ked af det, hvis vi havde lavet en scene. Jeg prøvede virkelig at være høflig. Derpå vendte jeg mig om mod Lance.
- Hør nu, hvis du har lyst til at tale videre, så henter jeg en ven, som kan være med. Han skal nok lade være med at sige noget.
- Op i røven. Det er fucking ligegyldigt, sagde Lance.
Lance havde raset ud. Han havde sagt sin mening, imponeret sine venner og jaget mig en skræk i livet – færdigt arbejde. Der var ingen grund til at prøve at få ham til at lytte. Jeg vendte mig om for at gå tilbage til mit bord.
Men først trådte jeg et skridt over mod baren, hvor Lances kæreste Anna sad. Hun havde vendt sig bort fra baren i retning af Lance og stirrede lige ud i luften. Hun virkede trist og lignede en, der bare ønskede, at det hele ville holde op.
- Hej. Jeg er virkelig ked af alt det her, sagde jeg. Anna nikkede umærkeligt. Jeg var sikker på, at hun havde hørt, hvad jeg sagde.
Jeg rystede som et espeløv, da jeg gik tilbage til bordet. Min ven Jim fortalte mig ved en senere lejlighed, at jeg var bleg som et spøgelse. Han troede, det var en joke, da jeg fortalte ham, hvad der lige var hændt. Så fortalte jeg resten af selskabet, hvad der var sket oppe ved baren. Vi spiste færdig, drak kaffe og spiste dessert og undlod at kigge op mod baren.
Jeg var sikker på, at Lance ville blive siddende, indtil vi gik – hele natten med, hvis det skulle være. Han ville jo vinde. Vi blev siddende tre kvarter endnu, før Ian bad om regningen. Så forlod vi stedet.
