Tyler Hamilton kunne se, at hans tidligere holdkaptajn og ven var oprigtig ked af det, da han indrømmede sit mangeårige dopingmisbrug.

Mange har allerede beskyldt Lance Armstrong for ikke at vise ægte anger, da han natten til fredag erkendte at have haft et årelangt og massivt dopingmisbrug.

Men nu kommer en af Armstrong ellers hårdeste kritikere den detroniserede Tour-konge til undsætning.

For Lance Armstrong viste rigtige tegn på, at han fortrød at have snydt sig til storhed gennem sin cykelkarriere. 

Det mener Tyler Hamilton, der med sin selvbiografi 'Det Hemmelige Løb' og sin vidneforklaring til USADAs 1000 sider lange rapport, om nogen har været med til at fælde sin tidligere ven og holdkaptajn på US Postal.

- Jeg synes, det er et stort, stort første skridt for Lance Armstrong, siger Tyler Hamiton til tv-stationen NBC.

- Man kan se, at han er ægte. Han virker meget følsom og er helt afgjort ked af det. Jeg tror også, at de næste uger, måneder og år bliver hårde for ham, siger Tyler Hamilton og tilføjer:

- Men han gjorde endelig det rigtige, og det er aldrig for sent at fortælle sandheden, fortæller Tyler Hamilton.

I sin selvbiografi beskriver Hamilton blandt andet, hvordan Lance Armstrong har forsøgt at true ham til tavshed om texanerens dopingmisbrug.

Alligevel mener Tyler Hamilton ikke, at han står først i køen, hvis Lance Armstrong føler sig nødsaget til at undskylde fortidens synder.   

- Han skal først og fremmest undskylde til mange andre mennesker, før han giver mig en undskyldning, siger Tyler Hamilton.

Tyler Hamilton har også selv erkendt at have brugt doping i løbet af sin cykelkarriere. Det skete blandt andet i årene under Bjarne Riis på datidens CSC-mandskab fra 2002-2004.