BT har været med Jørgen Leth, Rolf Sørensen og Dennis Ritter på arbejde.

Lyden af sommer i Danmark er en summende helikopter og stemmerne af Dennis Ritter, Rolf Sørensen og Jørgen Leth. Sådan har de fleste danskere det nok.

Siden 2009 har de tre cykelsports-personligheder tilbragt tusindvis af timer med at lægge soundtracket til verdens største cykelløb, Tour de France.

BT fik lov at rende i hælene på de tre Tour-stemmer og på nærmeste hold opleve, hvordan en dag i boksen er.

09:00: Dennis Ritter er første mand i det store sølvfarvede skur, der huser tv-kommentatorer fra hele verden. Han vil gerne i ’zonen’ så tidligt som muligt. Her forbereder han sig ned til mindste detalje - det værste, han ved, er at blive fanget af et spørgsmål, han ikke kender svaret på. Oftest er det sådan, at han ikke har nået at bruge halvdelen af sit materiale, når etapen er slut.

09:05: Rolf Sørensen ankommer til målbyens ’zone technique’ - området, hvor alle tv-stationer hver dag opbygger et lille samfund bestående af såkaldte OB-vogne, utallige kilometer ledning og masser af klapstole - næsten samtidig med Dennis Ritter. Men Sørensen går ikke i boksen som Ritter. Han traver først rundt mellem alle tv-stationerne og hilser på gamle venner og tidligere rivaler fra landevejen. Herefter hopper han i cykeltøjet og ruller en tur på ruten. Denne dag er det en givende tur, for han møder den tidligere Tour-vinder Vincenzo Nibali og får et par historier, som han kan bruge i sin kommentering.

11.00: Et par timer efter de to andre ankommer Jørgen Leth til TV2-lejren. Han er allerede fokuseret på opgaven, der venter, og han vil helst sidde for sig selv og læse dagens aviser. Han advarer selv om, at han i denne fase er ’irritabel’ og ikke i snakkehumør. Jørgen Leth forklarer, at hans dag omhyggeligt er bygget op omkring en håndfuld rutiner - og den indledende avislæsning er en de vigtigste.

12.00: Et af dagens højdepunkter for Jørgen Leth er besøget hos Philippe - kokken i den mobile kantine, som TV2-medarbejderne hver dag spiser frokost ved. Maden hos Philippe er ’fremragende’ og noget, man virkelig ser frem - især i lyset af at aftensmaden oftest består af trekantede sandwich fra motorvejstankstationerne. Det er ikke altid, at Dennis Ritter tillader sig selv et besøg hos Phillippe - men denne dag er der lige tid til at komme ud af boksen i 15 minutter.

13.00: Efter frokosten sætter Jørgen Leth sig ind ved siden af Dennis Ritter i kommentatorboksen. Med sig har Tour-veteranen L’Equipe, en guide over alpernes forskellige kulturelle seværdigheder og en A4-blok, hvorpå han flittigt nedskribler noter til sig selv. Der er omkring en time til, at udsendelsen begynder, og der bliver ikke udvekslet mange ord mellem de to. Indimellem afbrydes stilheden dog af redaktøren fra redaktionen i Odense. Der skal indstilles lyd og laves et par forhåndsaftaler.

14.00: Rolf Sørensen slutter sig til de to andre - 10 minutter før udsendelsen begynder. Dennis Ritter briefer hurtigt sine to kollegaer om, hvad han gerne vil lægge ud med at snakke om. Koncentrationen peaker i disse minutter, og der er meget stille. Som var det en rumraket, der skulle affyres, tæller en stemme hjemmefra ned. ’Tre minutter til udsendelse’, ’to minutter’, ’et minut’, ’30 sekunder...god fornøjelse, venner’.

14.10: Udsendelsen er i gang. Dennis Ritter lægger ud med en forberedt velkomst. Herefter kommenterer Jørgen Leth på tv-billederne, der viser en gletsjer i Mont Blanc-bjergkæden. Og Rolf Sørensen følger op med at fortælle om den drilske rute, der venter rytterne på dagens enkeltstart. Og på denne måde får de alle tre talt sig varme.

14.55: Al formel snak er overstået, og de tre kommentatorer lader samtalen - sandsynligvis helt ubevidst og uplanlagt - glide over på den tidligere danske tempospecialist Jørgen Marcussen. Lige her virker de som tre gamle kammerater, der sidder og fortæller røverhistorier, mens de ser cykelløb. Jørgen Leth beretter om dengang, han som DR-ansat kommenterede Marcussen, og Dennis Ritter supplerer med, at han altid elskede at se danskeren køre VM. Rolf Sørensen tilføjer som en afrunding, at han sidste sommer cyklede en tur sammen med Marcussen i Italien.

15.50: Det er tid til TV2-nyhederne, og det giver de tre herrer i boksen en oplagt og tiltrængt mulighed for et toiletbesøg og til at strække benene.

16.50: Dagens sidste mand - Tourens førende rytter, Chris Froome - sendes ud på ruten, og intensiteten og koncentrationen stiger i boksen. Der bliver både talt lidt højere og lidt hurtigere, og der fokuseres udelukkende på løbet. Dennis Ritter noterer flittigt mellemtider ned og regner lynhurtigt tidstab og konsekvenser for den samlede stilling ud. Det hele foregår, mens han har en redaktør i det ene øre og ’radio Tour’ i det andet. Det er hektisk, men på intet tidspunkt har man fornemmelsen af, at de tre herrer er stressede.

17.33: Chris Froome er kommet i mål. Han har sat alle konkurrenter til vægs og har med al sandsynlighed sikret sig endnu en samlet sejr i Tour de France. Det summer de herrer Ritter, Sørensen og Leth over i fem minutters tid, inden de takker af, slukker for mikrofonerne og lader et samlet, tungt åndedrag falde.

»Puuh...det er sidste gang, at du tager dine sko af herinde, Rolf,« er Dennis Ritters første kommentar.

17.45: Dagens afsluttende rutine foregår i klapstolene i TV2-lejren. Her ser kommentatorerne det sidste af Tour-studiet, mens de lader adrenalinen jogge af.
»Man er høj, mens man sidder i boksen. Bagefter er man bombet. Helt bombet,« bemærker Jørgen Leth.
I dag gør de det hele igen.