Bjarne Riis vil være med til at skabe en folkefest på sin hjemmebane i Herning.

Velkommen til Herning.

Sådan indledte Bjarne Riis fredag eftermiddag Team Saxo Banks pressemøde.

Det er her, cykelbossen har hjemme, og derfor må han også være vært for festen.

Anderledes kan det ikke være, når ' Ørnen fra Herning' er på hjemmebane, og Bjarne Riis tog omgående værtsrollen med sin velkomst.

- Det er fantastisk, at vi har fået Giro d'Italia-starten i Herning. Det tror jeg, der er mange - inklusiv mig selv - der har set frem til. Vi er indstillet på, at vores hold skal være med til at skabe festen, sagde han.

Bag disse ord ligger forhåbninger om, at hans ni ryttere i løbet af de tre danske Giro d'Italia-etaper kan skabe bare et enkelt godt resultat.

Oddsene er hårde for det danske cykelhold, som stiller op uden fremtrædende stjerner. Målet er etapesejre, og de fleste kræfter skal sættes ind på de tre danske Giro-etaper. Allerede i morgen på enkeltstarten i Herning midtby håber Bjarne Riis, at holdets relativt ukendte italiener Manuele Boaro kan skabe et topresultat.

- Jeg vil vinde, og det vil de her gutter ved siden af mig også. Og når vi har vundet en etapesejr, så vil vi vinde én mere. En stor succes for os vil være, at Manuele Boaro lægger godt fra land og kører til tops på lørdag, og jeg tror på, at det kan lykkes, sagde Riis, som tror, at en podieplads er mulig for Boaro.

Oprindeligt var Riis' mål med Giro d'Italia at køre for holdets unge stjerne Rafal Majka i det samlede klassement. Men Majka måtte melde fra med en skade, og tilbage står Riis med et hold uden evner i det samlede klassement. Det er derfor mere af nød, at holdet må satse på etapesejre.

- Vi har ikke en rytter til klassementet, som vi havde håbet på, men det er nu engang betingelserne, og dem må vi leve med, erkendte Bjarne Riis og fortsatte:

- Jeg er overbevist om, at det her hold nok skal bide fra sig. Det er det, vi har forberedt dem på.

Danske Jonas Aaen har fået en plads på Giro-holdet, og han får en vigtig rolle på de danske etaper, hvor han skal hjælpe Juan José Haedo til at vinde over sprinterkongen Mark Cavendish i spurterne.

Aaen er klar over, at der er høje forveninger til Team Saxo Bank på de tre første etaper.

- Der er selvfølgelig pres på os, for alle danskerne vil gerne se os fremme.Der er nok en forventning om, at vi kommer til at køre med om sejren, og det vil vi også forsøge at gøre, sagde Aaen, som vi gøre sit til at bidrage til Bjarnes folkefest i Herning.

- Vi bidrager til festen ved at køre noget offensivt cykelløb. Og der er flere ting, vi skal tage højde for. Hvis der kommer megen sidevind, så skal vi forsøge at udnytte det, og så er det vigtigt, at vi holder Juan José Haedo fremme i spurterne.

Udover Jonas Aaen har Team Saxo Bank de to danskere Mads Christensen og Anders Lund. Begge skal forsøge at ramme de rigtige udbrud, og forhåbentlig vinde en etapesejr.