Der bliver en etape mindre i næste års udgave af Post Danmark Rundt.

Det er kommet frem tirsdag i forbindelse med præsentationen af løbets første etape.

I 2016-udgaven bliver der kun fem etaper mod tidligere seks etaper. Det er den korte formiddags-etape på det danske etapeløbs fjerdedag (forud for den sene enkelstart), der skæres bort.

»Dette gør vi både af hensyn til DRs TV-dækning, men også grundet løbets vokseværk, da det er så godt som umuligt at nå at afvikle to etaper på en dag,« siger løbsdirektør Jesper Worre til Post Danmark Rundts hjemmeside.

Første etape skal køres fra Herning til Esbjerg, og det betyder blandt andet en tur forbi Vadehavet, hvor den kraftige sidevind kan drille.

»Passagen af broen ved Kammerslusen i 2011 skabte virkelig dramatik, og derfor har vi længe gerne ville vende tilbage. Det bliver uden tvivl spektakulært igen,« siger Jesper Worre.

De resterende etapers placering i Danmark er endnu ikke offentliggjort. Jesper Worre afslører kun, at kongetapen endnu engang slutter i Vejle, mens løbet traditionen tro har finale på Frederiksberg.