Jakob Fuglsangs personlige træner, Rune Larsen fra AimHigh, er ærgerlig over, at den danske Astana-rytter ikke fik den helt store succesoplevelse i årets Tour de France. Træneren er dog ganske tilfreds med Fuglsangs præstation.

Fuglsang gik efter bjergtrøjen og etapesejre, men det lykkedes aldrig for Jakob Fuglsang, der sluttede som nummer 23 i klassementet - en time og 25 minutter efter vinderen Chris Froome.

Efterfølgende har Jakob Fuglsang kaldt Touren for en rutsjebanetur, der mest gik nedad, uden at han dog konkluderede i dybden på sin præstation i det franske etapeløb. Det er træner Rune Larsen derimod klar til at gøre.

»Rutsjebaneturen er jo, at Jakob ikke har fået den forløsning, som han kunne håbe på i form af enten etapesejre eller bjergtrøjen. Astanas strategi har været noget andet end det, der nødvendigvis var Jakobs største ønske, men det er nu en gang holdet, der betaler hans løn,« siger Rune Larsen.

På det kasakhiske hold, som Jakob Fuglsang fortsætter på de næste to år efter at have underskrevet sin nye kontrakt under Tour de France, har danskeren været udset som kaptajn Vincenzo Nibalis fremmeste hjælperytter - den såkaldte løjtnant.

På de første otte-ti etaper var Fuglsangs rolle udelukkende at sørge for sin kaptajn, og det kom allerede til udtryk på anden etape, da Vincenzo Nibali styrtede lige efter, at feltet var blevet splittet op i den hollandske sidevind. Fuglsang måtte trække sig fra den forreste del af feltet for i stedet at bruge sine kræfter på at minimere kaptajnens tidstab.

»Det var ærgerligt, at han skulle bruge så mange kræfter i den første uge af Touren, og så hjalp det ham heller ikke, at han styrtede allerede på enkeltstarten i Utrecht (første etape, red.). Jakob har ikke kørt det bedste Tour de France, han kunne håbe på, men han har kørt optimalt i forhold til det, som han er blevet bedt om af Astana,« siger Rune Larsen.

Da Tour de France-feltet ramte Pyrenæerne og årets første bjergetape til La Pierre-Saint-Martin, blev Vincenzo Nibali parkeret på den afsluttende stigning. Italieneren tabte over fire minutter til den suveræne vinder af etapen, Chris Froome, og det fik Alexandre Vinokourov, Astanas sportslige boss, til at udråbe Jakob Fuglsang som ny kaptajn efter 10. etape.

Desværre kom danskeren aldrig op at flyve på 11. etape og tabte i stedet næsten 16 minutter til etapevinderen Rafal Majka fra Tinkoff-Saxo, og så var rollerne i den øverste del af Astana-hierarkiet fluks tilbage til udgangspunktet. Fuglsang har på lignende bjergetaper måttet kigge langt efter de gode ben, men der er bestemt også mange lyspunkter i danskerens Tour de France, minder Rune Larsen om.

»Jakob har vist, at han er dygtig nok til at køre med på de største bjergetaper. På etapen fra Lannemezan til Plateau de Beille (12. etape, red.) blev han toer efter Joaquim Rodriguez, og så må vi også bare sige, at han har manglet heldet andre steder - for eksempel da han blev væltet af en motorcykel på Col du Glandon. Hvem ved, måske han havde sikret sig en etapesejr eller bjergtrøjen dér, hvis ikke det var sket. På trods af uheldet præsterede han alligevel at køre tilbage til frontgruppen, og det vidner altså om en god form,« siger Rune Larsen.

Rune Larsen har været 30-årige Jakob Fuglsangs træner, siden Fuglsang var 17 år, og Rune Larsen husker ikke at have set danskeren i en bedre form, end den han havde op til årets Tour de France, hvor Fuglsang blandt andet havde smidt nogle kilo. Desværre udmøntede det sig ikke i den helt store forløsning.