I juli blev Alexander Vinokourov olympisk mester, men hvad skal der nu ske med den 39-årige rytter?

Jakob Fuglsang tror, at Alexander Vinokourov vil fortsætte i en ledende rolle hos Astana, og han ser ikke noget problem i, at han i denne sæson har kørt rundt i cykelfeltet og har haft en afgørende finger med i valget af ryttere.

- Jeg tror måske, han indstiller karrieren, men jeg tror ikke, han indstiller sit arbejde på Astana. Jeg tror, det er ham, der bestemmer mest på holdet, forklarer Jakob Fuglsang.

Jakob Fuglsang forklarer også, at Alexandre Vinokourov var med til at hyre danskeren til Astana, hvor kasakheren kontaktede ham for at høre, hvad der skulle ske i næste sæson.

- Jeg tror, det mere eller mindre er hans hold. Uden ham så tror jeg ikke, at der ville være et hold.

At Vinokourov er rytter, eller måske snart forhenværende rytter og har en afgørende rolle på holdet, det ser danskeren ikke som noget problem. Tværtimod mener han, at det er sådan på mange hold.

- Han er vel ikke den eneste. Specielt er det ikke, jeg tror da også, Contador skulle have noget at have sagt i forhold til, hvem Bjarne køber af ryttere, fastslår Jakob Fuglsang.

Jakob Fuglsang kører hos Astana frem til udgangen af 2015.

feltet.dk