Jakob Fuglsang får dansk hjælp i Tour de France, når han stiller op som kaptajn i verdens største cykelløb for Astana. Det siger han i et interview med feltet.dk.

Fuglsangs målsætning er at forbedre sit top 7-resultat fra 2013-udgaven med minimum to placeringer, og til den opgave kommer der andre danskere med på det kasakhiske cykelhold, som kan mønstre danskerne Jakob Fuglsang, Matti Breschel, Jesper Hansen og Michael Valgren.

»Og det bliver fra mere end én. Jeg får et par danskere med, så det kan de (danske fans, red.) godt se frem til,« siger Jakob Fuglsang.

Hvem, der kommer til at hjælpe Fuglsang, ønsker han dog ikke at afsløre over for det danske cykelmedie.

»Det skal de selv have lov at sige, hvis de vil. Men der kommer nogle med,« siger Jakob Fuglsang, der glæder sig til at have nogle landsmænd med på landevejen:

»Det er selvfølgelig hyggeligt at være et par danskere på holdet. Det er hyggeligt, at man kan snakke lidt dansk under aftensmaden. Og så kan de forhåbentligt også svare på nogle spørgsmål fra journalisterne for mig. Umiddelbart kommer vi (danskere, red.) nok bedre ud af det med hinanden end med andre. Den fælles forståelse er måske større, end den er med en italiener. Men mere er der ikke i det.«

Michael Valgren og Matti Breschel var i sommer med til Tour de France for henholdsvis Tinkoff og Cannondale. Jakob Fuglsang var med for Astana. Alle tre har kørt flere udgaver af Tour de France, mens Jesper Hansen aldrig har været med i den franske rundtur.