Trods kritiske historier stoler Jakob Fuglsang på sit nye hold Astana.

Hvordan kan man stole på et cykelhold som Astana? Det spørgsmål rejste cykelrytteren Marcel Kittel fra Argos-Shimano forleden.

Den tyske sprinter gav i kontante udmeldinger udtryk for, at han aldrig nogensinde ville køre for det kasakhiske hold, og han forstod ikke, hvordan holdet kunne få en World Tour-licens, fordi han ikke mener, holdet lever op til de etiske krav.

Den kritik giver den kommende Astana-rytter, Jakob Fuglsang, ikke meget for.

- Jeg synes, Marcel Kittel skal feje for sin egen dør. Det er ikke så lang tid siden, han havde sine egne problemer i Tyskland, hvor han havde brugt nogle metoder, som ikke var helt korrekte. I sidste ende, så må det stå for hans egen regning, når han siger sådan noget. Jeg er glad for, at jeg skal til Astana. I en tid hvor cykelsporten ikke har det nemt, så tror jeg, at jeg kommer til et hold, som er sikkert, siger Fuglsang, som svar på Kittels udbrud mod Astana.

27-årige Jakob Fuglsang har skrevet under på en to-årig kontrakt med det kasakhiske hold. Her kommer han til at køre med profiler som Janez Brajkovic og Vicenzo Nibali.

Astana har tidligere haft store dopingproblemer, og de blev således udelukket fra Tour de France i 2008, da Alberto Contador var kaptajnen.

Holdet havde for mange problemer med ryttere, der var involveret i doping, og det ville arrangørerne bag Tour de France ikke acceptere.

Holdets nuværende stjerne, Alexander Vinokourov, har netop sat cyklen i stativet, men han træder i stedet for ind i en ledende karakter på holdet. Vinokourov er groft sagt årsagen til, at holdet overhovedet eksisterer, og det er på trods af, at han har en dopingdom, og at han lige nu er under mistanke for at have bestukket sig til sejren i Liege-Bastogne-Liege i 2010.

Fuglsang stoler dog på, at han kommer til et hold med reelle hensigter.

- Hvis ikke man må skrive under med et hold, hvor der er en, som har en dopingdom, så er der ikke ret mange hold tilbage. Så kunne jeg f.eks. heller ikke have skrevet under med Team Saxo Bank-Tinkoff eller med Quickstep, for der er også folk, som har indrømmet doping tidligere. Vinokourov er selvfølgelig blandt de mere fremtrædende, men jeg tror, at han har lært af de fejl, han har begået, siger Fuglsang, som ikke forstår, hvordan Kittel kan sætte spørgsmålstegn ved Astanas World Tour-licens.

- Om Vinokourov har betalt for en sejr eller ej, så synes jeg, det vil være at stramme den lige voldsomt nok, hvis man tager World Tour-licensen fra Astana og Katusha. Jakob Fuglsang har inden underskrivelsen på kontrakten med Astana forhørt sig hos svenske Fredrik Kessiakoff, som i sommer markerede sig, da han kørte i prikker i Tour de France for Astana.

- Kessiakoff var med til at hjælpe mig til holdet ved at give udtryk for, at han er rigtig glad for at køre på holdet, og at han har det rigtig godt. Hvis han har det godt på holdet, så tror jeg også, at det kan være det rigtige for mig.