Den danske etapeløbsspecialist på vigtig Tour-generalprøve i Schweiz Rundt.

Med en frisk sejr i bagagen fra Tour de Luxembourg i sidste uge, er Jakob Fuglsang naturligt nok at regne blandt favoritterne, når Schweiz Rundt skydes i gang lørdag.

Den 27-årige dansker har de sidste par år gjort det yderst fornuftigt i Toblerone-land, hvor det er blevet til en tredje- og en fjerdeplads til det danske talent.

Af samme grund må Jakob Fuglsang også finde sig i en rolle blandt løbets favoritter, når løbet lørdag skydes i gang med en 7,3 km lang prolog, der har en hvas lille stigning som ekstra udfordring for rytterne.

Mens mange af de øvrige mandskaber har sendt A-truppen til det franske etapeløb Dauphiné Libéré, har RadioShack-Nissan tydeligvis satset på et sjak, der til forveksling ligner de udvalgte til årets Tour de France.

Jakob Fuglsang kan således se frem til at få støtte fra kapaciteter som Fabian Cancellara, Linus Gerdemann, Fränk Schleck, Andreas Klöden, Maxime Monfort, Gregory Rast og Laurent Didier.

På papiret et stærkt hold, som kun savner den småskadede Andy Schleck for at være tæt på identisk med det hold, man stiller med i Tour de France om tre uger.

Også Matti Breschel er på startlisten hos Rabobank, der iøvrigt også har solide klatrere som Bauke Mollema og Robert Gesink i ilden.

Team Saxo Bank sætter lid til Chris Anker Sørensen, som igennem en længere periode har været underlagt tung højdetræning for at kunne køre med om bjergtrøjen i årets Tour de France.

Andre favoritter i Schweiz Rundt er Alejandro Valverde (Movistar), Peter Velits (QuickStep) og Tom Danielson (Garmin).