Mindst tre danskere skal køre Tour de France for Astana i 2017. Jakob Fuglsang er kaptajn på holdet.

København. Jakob Fuglsang får dansk assistance på Astana-holdet under sommerens Tour de France, hvor Fuglsang er udpeget som kaptajn på det kasakhiske hold.

Han får mindst to af holdets tre nye danskere med i jagten på et topresultat. Det siger Jakob Fuglsang til cykelmediet feltet.dk.

- Jeg får et par danskere med, så det kan de danske fans godt se frem til, siger Fuglsang.

Jesper Hansen, Matti Breschel og Michael Valgren kører for Astana i den kommende cykelsæson. Hvem af dem, der skal hjælpe Fuglsang til at indfri målsætningen om top-5 i Touren, vil Astana-kaptajnen ikke ud med.

- Det skal de selv have lov at sige, hvis de vil. Men der kommer nogle med, siger Fuglsang til feltet.dk.

Jesper Hansen og Michael Valgren har i 2016-sæsonen kørt for Tinkoff, og Matti Breschel har kørt for Cannondale.

Førstnævnte kan meget vel blive en af Fuglsangs kommende Tour-hjælpere.

- Det er planen, at jeg skal med, men når det er Touren, så er der aldrig noget, der er helt sikkert, for det kræver jo også, at man er i form, når den starter, siger Jesper Hansen til DR.

I november blev Fuglsang udpeget som kommende Tour-kaptajn for Astana. I den forbindelse sagde Fuglsang til Ekstra Bladet, at han gerne så netop Jesper Hansen som en af sine hjælpere.

- Jeg har i nogen tid været stillet i udsigt, at jeg skal være den eneste kaptajn i Touren.

- Jeg håber, jeg næste år får et stærkere hold til rådighed. Der er snak om, at holdet fortrinsvis skal være kasakhisk, men jeg håber da på, jeg får Jesper med, sagde Fuglsang dengang til avisen.

/ritzau/