Team Skys kaptajn Chris Froome på vej mod sæsonens første sejr efter clinch med Nairo Quintana og Vincenzo Nibali i Romandiet Rundt.

Med to måneder til starten af årets Tour de France er der stadig tid til at få både form og forberedelser til at kulminere. Men de formodede favoritter søger netop nu bekræftelse på, at fysikken spiller i takt med intentioner og det schweiziske etapeløb Romandiet Rundt har i år været valplads for Tour-udfordrere som Chris Froome, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali.

Netop de tre var da også blandt hovedrolleindehaverne på lørdagens bjergetape og selv om Chris Froome i perioder måtte slå over i sin særprægede symaskine-kadence, var den 30-årige Sky-kaptajn nogenlunde i kontrol på den sidste og afgørende kilometer.

Trods forberedende arbejde fra et motiveret Movistar-mandskab, formåede Quintana ikke at tage initiativet og Vincenzo Nibali måtte sågar ud i ren og skær damage control, da en gruppe på omkring 10 løbsfavoritter begyndte at justere farten i nordgående retning.

Froome og kompagni kunne dog ikke stille noget op, da det unge franske Tour-håb Thibaut Pinot seks km fra mål stak solo og vandt den regnvåde etape i fornem stil foran Katushas russiske løbsoverraskelse Ilnur Zakarin, der overtog førertrøjen fra Michael Albasini.

Med en afsluttende enkeltstart på 17,3 km ligner Chris Froome dog en klar favorit til at vinde Romandiet Rundt sammenlagt eftersom Zakarins forspring blot er 14 sekunder.