Tour de France 2014 kan meget vel komme til at byde på masser af brosten, og det passer slet ikke den forsvarende Tour-vinder, Chris Froome.

Onsdag den 23. oktober afsløres ruten til den 101. udgave af det legendariske franske etapeløb Tour de France. Allerede nu forlyder det, at Touren 2014 kommer til at byde på brosten i det nordlige Frankrig. Det får nu Chris Froome til at melde sig på banen og udtrykke sin bekymring.

- Det får mine alarmklokker til at ringe, siger Froome til Procycling.

- Det er styrtene på brostenen og de mekaniske problemer, der bekymrer mig. Et mekanisk problem på det forkerte tidspunkt af løbet, mens det hele brager løs, kan føre til, at du taber Touren. Det er jeg ikke stor fan af. Man bør ikke kunne tabe Touren på grund af mekaniske fejl, siger Chris Froome.

Han har tidligere kørt Paris-Roubaix, der som bekendt byder på brutale brostensbelægninger, men sådan et underlag er absolut ikke Froomes favorit. Han anerkender da også, at han givetvis må lade ryttere som Fabian Cancellara og Thor Hushovd kæmpe om sejren, hvis der, som rygterne siger, skal køres på brosten. Så må den forsvarende Tour de France-vinder i stedet sørge for at følge med andre favoritter som Contador, Quintana, Rodríguez og Nibali.

Netop brosten vil gøre det svært for Chris Froome, som mener, at det netop er Tour de Frances styrke, at den normalt er afbalanceret.

- Som vinder af Tour de France skal du være alsidig som rytter. Du skal kunne køre opad helt exceptionelt og enkeltstart rigtig godt. Det er det, der gør Touren til et afbalanceret løb, hvorimod hvis du kigger på Vueltaen (Spanien Rundt, red.), som har 12 afslutninger på toppen af et bjerg, så passer det bedre til en ren bjergrytter, som ikke er så stærk på de flade stykker og i vinden, lyder det fra Froome, der også har et bud på hans egen perfekte Tour de France-rute.

- Længere og fladere enkeltstarter. Det ville være til min fordel. Det er tests, hvor rene bjergryttere som Joaquim Rodríguez og Nairo Quintana ville tabe minutter.

Netop dette års samlede nummer to i Tour de France, Nairo Quintana, har også udtalt sig om den kommende Tour til sommer. Her går colombianeren efter den samlede sejr.

- Ja, jeg tror på, at jeg kan vinde Touren. Det er mit øverste mål, siger Nairo Quintana til den spansk avis AS.

- Jeg ved ikke, om det bliver i 2014, 2015 eller endnu senere, men jeg tror på, at jeg har evnerne til at vinde. Jeg håber, dette års rute passer godt til mig, hvilket betyder færre enkeltstarter og flere bjerge, siger Quintana.

På onsdag får vi alle svaret, når løbsdirektør Christian Prudhomme er klar til at offentliggøre ruten for Tour de France 2014.