KØB PLUS!

Froome: Jeg SKAL være Tour-kaptajn

Chris Froome mener, at han er blevet lovet rollen som ubestridt kaptajn under næste års Tour de France. Samtidig melder Bradley Wiggins ud, at han går efter at gentage sin sejr.

Hvem skal være Team Skys trumfkort i jagten på den næste Tour-sejr? Skal det være den forsvarende Tour-vinder Bradley Wiggins eller hans ambitiøse løjtnant Chris Froome, som resten af holdet skal bruge kræfterne på at køre frem til podiets øverste trin på Champs-Élysées i Paris.

Det er tilsyneladende stadig uafklaret, og begge rytterne har en klar forventning om, at det bliver dem, der får rollen som det engelske holds kaptajn.

Efter flere forskellige meldinger, hvor Wiggins først ville koncentrere sig om den italienske Giro for så at agere luksus-hjælper under Tour de France, indtil han ombestemte sig og så alligevel ville forsøge at forsvare sin Tour-sejr, meldte han søndag aften ud, at han går efter en historisk double og vil vinde både Giro og Tour. Også selvom Tour-ruten til næste år indeholder færre enkeltstartskilometer og måske ligger bedre til Chris Froome.

Froome mener imidlertid, at han er blevet lovet, at han får rollen som Team Skys ubestridte kaptajn under Tour de France. Den kenyansk-fødte brite, der allerede i årets løb så ud til at kunne udfordre Wiggins, siger, at han har fået et løfte af team manager Dave Brailsford.

- Holdet siger, at de bakker mig op i Touren denne gang. Det kommer direkte fra Dave. Han sagde 'du er vores mand til Touren. Fokusér på den'. Jeg er allerede i gang med et program, der bygger op til Touren, fordi det er mit kernefokus, fastslår Froome over for The Times.

Brailsford ser imidlertid ud til at holde sine muligheder åbne helt frem til Tour-starten.

- I øjeblikket kører Chris på med fuld gas frem mod Touren, og Brad er på vej derhen af en anden vej, så får vi at se, hvornår de når frem. Drengene kommer til at forsøge på at blive så stærke som muligt. Så må vi se, hvilken kondition de er i. Benene må afgøre det, siger Brailsford til The Guardian.

Selvom Froome agerede trofast hjælper under Wiggins' Tour-sejr er de langt fra bedste venner. De ses ikke privat, og under Touren ulmede utilfredsheden. Således udbrød der en mindre Twitter-krig mellem deres bedre halvdele, hvor Froomes kæreste beskyldte Wiggins for at udnytte Froome, mens Wiggins' kone skød tilbage og roste andre af holdets ryttere for deres loyale hjælp - og undlod bevidst at nævne Froome.

Da Wiggins selvbiografi udkom i sidste måned, brugte han lejligheden til at fortælle, at han ikke havde stolet 100 procent på Froome. Froome svarede tilbage, at han havde kørt loyalt for Wiggins under hele Touren.

Skys beslutning om at lade begge rytterne forberede sig på Tour de France, som om de er kaptajner, kommer næppe til forbedre det i forvejen spændte forhold mellem dem.

Læs også: