Chris Froome viser tidlig storform på femte etape af Tour of Oman.

Til sommer skal Chris Froome og Alberto Contador med al sandsynlighed tilsammen agerer storfavoritter i Tour de France. Og begge ryttere viser i øjeblikket, at de allerede er klar til kamp.

Der var ellers bare 144 kilometer at gøre godt med på femte etape i Oman, men tre vanskelige stigninger indenfor de sidste 45 kilometer var med til at skabe ravage.

I begyndelsen kom et stort udbrud afsted, hvor de større hold var repræsenteret, blandt andre det danske mandskab Team Saxo-Tinkoff. Udbryderne fik over tre minutters forspring, men bagude sørgede Team Sky hele tiden for at holde snor i udbruddet.

Den foregående etape var ellers løbets kongeetape, det var rytterne bare ligeglade med på femte etape, hvor der blev angrebet flittigt.

For eksempel angreb Alberto Contador sammen med Vincenzo Nibali, for så til sidst at fortsætte solo. Contador angreb på en stigning, men på nedkørslen kunne han ikke holde forfølgerne væk, og der blev igen samling.

18 ryttere sad til sidst med inden den sidste opstigning. Her angreb Contador så igen sammen med holdkammerat Jesus Hernandez med Cadel Evans på slæb. Chris Froome var i problemer og var på et tidspunkt sat, men han fik kæmpet sig tilbage og op til Contador i front.

Til sidst sad Alberto Contador, Chris Froome og Joaquim Rodriguez alene sammen. Først angreb Contador, men Froome slog kontra, og i spurten var han hurtigst og kom først over stregen. Contador blev toer og Rodriguez treer. Dermed forsvarer Chris Froome sin førertrøje, som han sikrede sig, da han torsdag også vandt over Contador, da det gik opad.