Tour de France startede lørdag med, at Rohan Dennis satte ny hastighedsrekord på enkeltstarten. Søndag var der drama, da Mark Cavendish var i vælten, da han kostede holdkammerat Tony Martin den gule førertrøje og fik stor kritik af sportsdirektør Brian Holm. Og mandag var der så massestyrt, løbsneutralisering og en vild slutning på Mur de Huy.

Man skal lige have lov til at få pusten efter starten på dette års Tour de France, hvor dramaet har udfoldet sig fra dag et.

På tredje etape var det et voldsomt styrt, der først satte kog i tingene på den knap 160 kilometer lange strækning.



William Bonnet var første mand nede og forårsagede en lavine styrt. Den gule trøje Fabian Cancellara kom slemt til skade, men han kørte videre med store smerter, mens der var andre, der måtte give op efter mødet med asfalten. Heriblandt Bonnet, Simon Gerrans og Tom Dumoulin.

Styrtet fik løbsledelsen til at neutralisere løbet, hvilket er sjældent set. Ifølge TV2s oplysninger var det grundet en mangel på ambulancer og frygt om flere styrter, der lå bag beslutningen. Og da der igen var samling på tropperne, blev feltet sendt af sted mod den drilske afslutning på bakken Mur de Huy, der er kendt for at være en del af den belgiske klassiker La Fleche Wallone.

Favoritterne Vincenzo Nibali, Alberto Contador og Chris Froome sendte deres hold helt frem på etapens slutning med klar besked om, at de var klar til at lege med om sejren.

Men det var spanske Joaquim Rodriguez fra Katusha, der på flot vis tog sejren på tredje etape. Stærkt efterfulgt af Chris Froome, der igen tog dyrbare sekunder på konkurrenterne i det samlede klassement og tog den gule førertrøje blot ét sekund foran Tony Martin. Froome har nu 36 sekunder ned til Contador.