Den forsvarende Tour de France-vinder, Chris Froome, efterlyser langt flere dopingkontroller uden for løbene.

De fleste cykelsportsinteressenter gloede lige en ekstra gang, da Chris Froome onsdag aften tweetede fra sin private Twitter-konto.

- Tre store TDF-favoritter (Tour de France,red.) bor på Mt Teide og ingen 'out of competition tests' de sidste 2 uger. Meget skuffende, tweetede Chris Froome.

'Mt Teide' står for Mount Teide, en vulkan på øen Tenerife i Spanien. Det er ofte her, mange Tour de France-ryttere tager hen for at træne i højderne. De kører ikke løb, det er kun koncentreret træning målrettet mod sommerens gigantiske begivenhed på de franske landeveje.

Historikken har dog klart fortalt, at der også findes ryttere, der har Tenerife som yndet destination, fordi de her kan gemme sig væk og i rolige omgivelser sætte sidste del af deres doping-program i gang. Spørg bare Lance Armstrong og Michael Rasmussen, hvorfor Tenerife blandt andet var rejsemål for dem.

Efter sit tweet var Chris Froome hurtigt ude med en uddybning .

- For at gøre det klart, så er jeg én af de 3, og jeg synes, det er i vores alle sammens interesse at være i stand til at vise, vi er rene, uanset hvor vi træner, tweetede Froome.

De to andre ryttere, Chris Froome refererer til, er Alberto Contador fra Tinkoff-Saxo og Vincenzo Nibali fra Astana. Cyclingnews har fanget Froome, mens han netop har forladt Spanien og er på vej til England, hvor han skal se nærmere på Tour de France-ruten, der i år indledes der.

Det er de såkaldte 'out of competition tests', Froome efterlyser. Her dukker anti-dopingmyndighederne uanmeldt op og tester rytterne, når de ikke kører løb. Ofte er det primært i perioden uden for løb, rytterne med doping for øje vælger at gøre dette. Derfor er det altså præcis på Tenerife, anti-dopingmyndighederne skal arbejde.

- Nogen har muligvis misforstået mit tweet og tror, at jeg retter opmærksomhed på de andre konkurrenter heroppe, men det er ikke tilfældet. Hvis vi forsøger at vise, at sporten har forandret sig, så er det vanskeligt at gøre, hvis vi ikke bliver testet heroppe.

- Alberto (Contador, red.), Vincenzo (Nibali,red.), vi er her alle sammen med vores respektive hold, og i sidste ende er det os, der skal stå foran tv-kameraerne i juli og retfærdiggøre vores præstationer. Vi er alle tre udfordrere til klassementet, og sandsynligheden er, at uanset hvem, der er i den gule trøje i juli, så skal vi svare på spørgsmål, og hvis vi ikke bliver testet, så ser det ikke godt ud for nogen af os.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at vise, at cykelsporten er kommet videre, og at det ikke er som i fortiden, men ting som det her hjælper ikke. Jeg ved fra sidste år, at journalister spørger, om vi er blevet testet, mens vi har været heroppe, og vi kan kun sige, det er vi ikke. Det er ikke godt for sportens image eller sindstilstand. Det ville være godt med flere tests foretaget heroppe især så tæt på Tour de France, siger Chris Froome til Cyclingnews.

Team Sky's kenyanskfødte brite fortæller, at han kun er testet én gang, mens han har været på Mount Tide, og han har været deroppe fire eller fem gange.