Chris Froome er røget på hospitalet efter sit voldsomme styrt på 11. etape i årets Vuelta a España.
Vinderen af årets Tour de France, Chris Froome (Team Sky), er kommet på hospitalet for at få taget røntgen-billeder af sin fod efter et slemt styrt på starten af 11. etape af Vuelta a España. Det skriver Team Sky på holdets Twitter-konto.
Holdet besluttede at sende holdkaptajnen til røntgen-undersøgelser, da han havde problemer med at stå på den ene fod, efter at han var kommet i mål på etapen, der var en af de hårdeste i løbets historie med mere end 5000 højdemeter.
Da Chris Froome styrtede, slog han både skuldre og knæ slemt.
»Jeg måtte bare cykle videre i mit eget tempo. Jeg har store, store smerter lige nu,« sagde Team Sky-kaptajnen efter etapen ifølge cyclingnews.com
Uanset om den 30-årige englænder fortsætter eller ej efter styrtet, har han næppe nogen chance for at vinde løbet. Ialt er han syv og et halvt minut efter den ny mand i den røde førertrøje, italieneren Fabio Aru (Team Astana).
»Styrtet tog meget ud af mig. Det lykkedes mig at overbevise mig selv om, at jeg kunne komme i mål. Det var det eneste, jeg koncentrerede mig om.« sagde Chris Froome efter at være kommet i mål.
Der var dog lidt at glæde sig over for Team Sky, da amerikaneren Ian Boswell blev nummer tre på etapen, mens den spanske basker, Mikel Nieve, blev nummer syv på etapen. Han ligger nummer otte i den samlede stilling.
»Jeg fik de gode nyheder om holdet, mens jeg kørte. Det gav mig styrke til at komme i mål,« sagde Chris Froome.