KØB PLUS!

Fransk Tour-hold efterforskes for doping

Tour de France-holdet Team Europcar er under efterforskning for brug af ulovlige midler under sidste års Tour de France.

Alt er ved det gamle i Tour de France, fristes man til at sige, hvis man fortsat nærer mistillid til professionel cykelsport. To dage før Tour de France-starten i Liege dukker den første historie om doping således op til overfladen.

Den franske avis L'Equipe skriver, at det franske cykelhold Team Europcar er under efterforskning for brug af ulovlige midler under sidste års Tour de France.

Sagen er rejst af det franske agentur, OCLAESP, som fører civile dopingsager. Anklager Dominique Pérard fortæller, at sagen er rejst på baggrund af Tour de France 2011, hvor Team Europcar kørte et flot løb med Thomas Voeckler og Pierre Rolland i spidsen.

- Vi åbner mange indledende sager, og det ender ofte ud med ingenting, siger anklageren ifølge L'Equipe.

Ifølge anklagen har ryttere intravenøst indtaget vitaminer og kortikosteroider (Binyrebarkhormon, red), hvilket strider mod de forholdsvis nye regler om "No needle policy". Binyrebarkhormon er desuden ikke tilladt under konkurrence.

Team Europcars manager, Jean-René Bernaudeau, afviser, at holdet har foretaget sig noget ulovligt.

- Jeg har ringet til min advokat omgående. Vi har en klar politik, og vi vil svare på alle spørgsmål, som vi altid har gjort, siger han ifølge Reuters.

Læs også: