Mens den europæiske cykelelite er gået i vinterhi og har sat gang i forberedelserne til næste sæson, bliver der stadig trådt i pedalerne rundt om på kloden. Således også i et land, der for en årrække siden var fast stof i nyhedsudsendelserne, når det gjaldt bestialske folkedrab og blodig borgerkrig. I denne uge er Rwanda i stedet for vært for et etapeløb på UCIs Africa Tour, nemlig Tour du Rwanda, som køres 13-20. november.

Løbet byder blandt andet på en etape, hvor rytterne skal op over et noget anderledes brostensstykke, nemlig Kigalis 'mur'. Det ligner alt andet end en regnvåd forårsdag i Belgien...

Løbet har - ikke overraskende - ikke mange navne til start, som er velkendte på disse breddegrader. Det er fortrinsvis ryttere med afrikanske pas, der dominerer startlisten. Prologen blev dog vundet af en amerikaner, den 31-årige Timothy Rugg, der kører for det canadiske LowestRates-cykelhold. Han gennemførte de 3,3 kilometer i præcis 4.00 minutter. Sidste års vinder, rwandiske Jean Bosco Nsengimana, der kører for tyske Stradalli-Bike Aid kom ind på femtepladsen.