Det kan skrives kort og kontant: Jeg har sortlistet flere journalister gennem mine snart tre årtier i Tour de France!

Touren har udviklet sig til at være lidt af en mediemagnet med opmærksomhed fra alle verdenshjørner. Det betyder selvsagt, at hundredevis af gode og dygtige journalister – heldigvis – følger løbet rundt for at kunne levere stof til aviser, tv og radio. Vi – ryttere og sportsdirektører – taler med journalister før en etape, nogle gange under og som regel altid efterfølgende. Det fylder meget, og derfor vil jeg gerne indvie jer læsere lidt i den verden, som også er en del af verdens største cykelløb.

Første gang at jeg selv for alvor stødte på journalister i cykelmæssig forstand var i 1987, da jeg kørte det første Tour de France i min karriere. Jeg husker tilbage på en sjov tid, hvor journalisterne godt kunne lide en enkelt sjus, hvis jeg skal skrive det pænt, og hvor journalisterne mange gange skrev tingene for hinanden. De var en del af familien.

Forholdet mellem aktørerne og journalisterne begyndte at skride i 1990erne. Sådan for alvor. Indrømmet, sportens moralske kompas kom ud af kurs med doping, og derfor havde journalisterne sten til slangebøssen at skyde med. Helt retfærdigt. Nogle tog dog også – i overført betydning – pistoler, bazookaer og kampvogne i brug, når de jagtede stof til deres artikler.

Jeg husker tilbage på en episode, hvor en dansk journalist i den grad fik bevist, at også det journalistiske kompas var ude af kurs hos denne idiot fra TV2. Han ringede og truede mig: ’Hvis du ikke giver mig noget om Bjarne Riis, så slagter jeg dig i pressen!’

Manden var ikke rask, jo!

Tour de France 2006. Strasbourg. Team CSC
Tour de France 2006. Strasbourg. Team CSC Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Der er journalister fra dengang, som jeg ikke tilgiver. Aldrig. Saglig og lødig kritik hører med til sporten, men at opdigte historier, som der også var nogle, som gjorde dengang, det holder ikke en meter. Der hopper kæden altså af for mig.

Forholdet til journalisterne var i det hele taget ikke eksisterende. Der var da de journalister, som ikke kun jagtede skandaler, men de blev altså set som fjenden i det store hele. Når vi stod oppe i rytterbussen og kiggede ud, vidste vi allerede godt, hvem af journalisterne, som vi ville give et interview til, og hvem vi ikke ville.

Som cykelsporten blev mere og mere ren, forsvandt de her opdigtede historier også, og spoler jeg min lille historiske gennemgang frem til nutiden, ser tingene anderledes ud.

I dag ser rytterne og de fleste i feltet journalisterne som gode venner sådan helt generelt. Igen, selvfølgelig bliver der skrevet noget kritisk engang imellem, men som jeg siger til rytterne, så er der altid fem gode for en kritisk historie. Og vi er også nødt til at lytte til kritikken en gang imellem og vende det hele lidt på hovedet. Måske er det ikke forkert?

Langt størstedelen af journalisterne gør deres arbejde ordentligt og redeligt i dag, omend det nogle gange kan undre, at man efter at have ventet ved holdbussen i en time ikke kan komme på bedre spørgsmål. Der kan jeg nogle gange undre mig, men det sker heldigvis ikke så tit.

Der findes da også stadig de journalister, som kun skriver i overskrifter. Du kan have givet et interview og ment det ene, men når dine ord så bliver fordrejet i en overskrift, bliver du altså gal. Der er færre af de journalister i dag, og heldigvis for det, men dem, der er, render rundt med et kryds i den mentale sorte bog. Tro mig, det bliver ikke dem, som får et interview med Dan Martin eller Marcel Kittel, og selv under årets Tour de France er der da også journalister, som jeg undgår.

Min holdning helt generelt er nu ellers, at man skal opføre sig ordentligt over for alle. Også over for journalisterne, som i bund og grund passer et arbejde, lige som rytterne og sportsdirektørerne gør. Dét fortæller jeg også mine ryttere, samt at de skal tage solbrillerne af, når de bliver interviewet!

Apropos rytterne får de nogle gange ry for at være arrogante, når de optræder i medierne, men lad mig lige banke noget fuldstændig fast: de er under ekstremt stress til et Tour de France. De kæmper til det yderste af neglene og fokuserer på etapen eller restitutionen efterfølgende, men det ændrer ikke på, at der står fans og journalister, som vil have fat i dem hele tiden. Derfor skal der ikke mange dumme spørgsmål til, før en Mark Cavendish blæser til mundtligt modangreb, og det kan jeg godt forstå.

Husk dog på, at rytterne også raser mod soigneurs, tilskuerne, sportsdirektøren og endda klippevæggen! Jeg tror meget sjældent, at det er personligt mod nogen af journalisterne, men snarere et udtryk for det pres, som de lever under.

Prøv også lige at forestille jer, hvordan det er, når der dag efter dag er nogen, som skriver både positivt og negativt om én på Twitter eller Facebook. Den teknologiske udvikling med internettets fremvinding har gjort det sværere at være rytter i dag på den front – måske især for de unge. De bliver bombarderet med omtale konstant, og det er ikke sundt for nogen.

Jeg er ikke ude på at kritisere nogen, for sådan er udviklingen, men der er sgu da ikke noget at sige til, hvis rytterne bliver lidt menneskesky engang imellem! Selv Mick Jagger ville nok af og til ønske, at han kunne lukke af for den store eksponering fra journalister og meningsdannerne på de sociale medier.