Alberto Contador testede på 11. etape sine konkurrenter i kampen om at vinde Giro d'Italia. Og at dømme ud fra den test ser det godt ud for Tinkoff-Saxos kaptajns ambition om at vinde løbet.

På vej op ad den sidste stigning trådte Alberto Contador iført løbets lyserøde førertrøje pludselig an og fik et lille hul til feltet. Den nærmeste konkurrent, italieneren Fabio Aru (Team Astana), var ikke opmærksom, og han var ikke i stand til at følge spanieren.

Alberto Contador blev ret hurtigt indhentet, men Fabio Aru lå et godt stykke nede i feltet, da det skete. Og på den måde fik Alberto Contador en lille psykologisk sejr i forhold til sine tre nærmeste konkurrenter, der alle er fra Team Astana.

Samtidig var angrebet et forsvar af førertrøjen, da det forhindrede et angreb fra netop Team Astana på den afsluttende stigning.

»Jeg tror, det var helt impulsivt fra Contadors side. Han ville ikke risikere at blive overrumplet af andre ryttere på den sidste stigning, og så tog han brodden af et eventuelt angreb ved at starte det selv,« sagde Tinkoff-Saxos sportsdirektør, Lars Michaelsen, efter etapen til TV2/Sporten.

Etapen fra Forli til motorbanen Imola var 153 km lang, og den blev vundet af russeren Ilnur Zakarin fra Team Katusha. Vinderen af årets Romandiet Rundt kom alene til mål, og han vandt med 53 sekunder. Colombianeren Carlos Betancur (Ag2R) vandt feltets spurt.

Alberto Contador har tre sekunder ned til Fabio Aru i den samlede stilling og yderligere 43 sekunder ned til den spanske basker Mikel Landa.