Oleg Tinkov holder sig ikke tilbage. Heller ikke denne gang.

Den russiske rigmand svarer mandag i et interview med Cyclingnews tilbage på de udtalelser, som Bjarne Riis søndag kom med om samarbejdet mellem de to på cykelholdet Tinkoff-Saxo. Og ikke mindst bruddet.

Oleg Tinkov melder klar ud, efter sidste uges nyhed om, at Bjarne Riis og Lars Seier vil overtage cykelholdet Virtu Pro-VeloConecept fra den kommende sæson:

»Jeg har aldrig sagt det tidligere, men hvis han åbner diskussion,vil jeg sige, at folk som Riis, Bruyneel og Vaughters (ledende skikkelser hos Lance Armstrongs US Postal-team, red.) skal udelukkes fra cykling på livstid,« lyder det fra Oleg Tinkov i interviewet med Cyclingnews:

»Ikke bare udbredte de doping, de drog også fordel af det. Det ser jeg faktsk som en forbrydelse. Det er en skam, at sådan nogle mennesker stadig er i min sport,« siger Oleg Tinkov, der med udgangen af 2016-sæsonen trækker sig fra cykelsporten.

Her lukker han sit Tinkoff-hold.

Bjarne Riis fortæller i interviewet med Ekstra Bladet om, hvor skuffende det har været at se sit gamle hold, som han solgte til Oleg Tinkov i 2013, udvikle sig – og blive afviklet.

Oleg Tinkov svarer tilbage: »Jeg gætter på, at det er hårdt at forstå kapitalismen, når man er vokset op i socialistiske Danmark.«

Så gode venner var de, Oleg Tinkov og Bjarne Riis.
Så gode venner var de, Oleg Tinkov og Bjarne Riis. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Russeren fortsætter: »Riis må forstå, at når først ejerskabet har skiftet hænder, kan den nye ejer gøre, hvad han har lyst til med sin ejendom. Jeg købte legetøjet, har leget med det og gjorde det på min måde, så det er mærkeligt at skulle høre på sådan nogle beklagelser.«

Og så kommer Oleg Tinkov lige med endnu en stikpille til Bjarne Riis for at tydeliggøre sin holdning:

»Han brugte mine penge på at købe en alpehytte i Schweiz, og han har højst sandsynligt renoveret den i sin egen stil. Og det ville være mærkeligt, hvis de gamle ejere skulle kommer og klage over den nye stil.«