Bjarne Riis og Team Saxo Bank-Sungard er udsat for en uretfærdig kritik.

Det mener både cykelekspert Alex Pedersen og direktør for Danmarks Cykel Union Jesper Worre.

Eksemplerne, hvor det danskejede hold har set knap så heldig ud, har ellers umiddelbart været mange i den første uge af Tour de France.

På 1. etape sad kaptajn Alberto Contador langt tilbage i feltet, da han blev impliceret i et styrt, og da der på det tidspunkt ikke var de nødvendige hjælpere omkring ham, endte han med at tabe over et minut.

Dagen efter på holdtidskørslen måtte en af spanierens trofaste holdkammerater, Benjamin Noval, der er udset som en vigtig brik i Tour-titelforsvaret, slippe Saxo Bank-Sungard-toget allerede efter ti kilometer.

Endelig på fjerde etape, da feltet hen mod slutningen ramte det frygtede Mûr de Bretagne, påpegede Jens Voigt fra Team Leopard Trek, der tidligere har kørt sammen med Riis & co., at de to danskere, Nicki Sørensen og Chris Anker Sørensen, slog overraskende hurtigt ud til siden.

Alle eksemplerne vidner ifølge kritikerne om et mandskab, som hverken er ordentligt sammenkørt eller i form til at køre Tour de France, men det er alt for tidligt at bedømme, mener både Alex Pedersen og Jesper Worre:

- Jeg synes, kritikken er forkert, for den opstår i bund og grund på grund af Contadors styrt på første etape. Og de der styrt kan man ikke undgå, siger Worre.

- Der sidder 22 sportsdirektører og pisker rytterne frem. Derfor sidder man indimellem nede i feltet. Alle kan jo ikke sidde fremme på samme tid, og så må man kæmpe sig frem igen, og de var jo sådan set ved at gruppere sig for at gøre netop det, da styrtet forekommer. Var det styrt ikke sket, så var vi aldrig begyndt at snakke om alle de her ting.

Jesper Worre og Alex Pedersen synes især, at Jens Voigts spydige kommentarer om Nicki Sørensen og Chris Anker Sørensen er helt i skoven:

- Det er jo fantastisk, at han kan sige det, for det er jo en etape, hvor der sidder ti mand hjem, og blandt andet så taber Andy Schleck jo ti sekunder. Det vil sige, at Jens Voigts egen kaptajn ikke kan sidde der. At han så forlanger, at der skal sidde hjælperytter og føre, når der bliver kørt så opskruet, det er jo nærmest idiotisk at høre på. Det er jo Contador, der laver rykkene, så der kommer huller, og når du kommer dertil, så er du på egen hånd, siger Worre og suppleres af Alex Pedersen:

- Det er som, at der prøver han at piske en stemning op. Det er tyndt og billigt at begynde at analysere på holdenes styrke nu, og jeg synes, Voigt burde vare sin mund. Man kunne jo vende kritikken om og sige, at det eneste tidspunkt, hvor det har været terræn for Schleck-brødrene, der tabte Andy 10 sekunder. Og på holdstidskørslen tog brødrene slet ingen føringer.

- Så lad os nu lige komme til bjergene. Hvis Chris Anker, Navarro og Hernandez (Saxo Bank-Sungards tre bjergryttere, red.) til den tid ikke kan sidde med op ad det sidste bjerg, så kan man begynde at snakke om det, men indtil da, synes jeg, at dem der har haft travlt med at komme ud med kritikken, skulle tage og feje lidt for egen dør først.