Det hjemlige cykelmiljø har ikke de store forhåbninger om en helhjertet tilståelse fra Armstrong.

Vil Lance Armstrong lægge kortene på bordet og komme med en fuldtonet tilståelse, når Discovery Channel natten til torsdag dansk tid transmitterer Oprah Winfreys interview med den 41-årige texaner?

Thomas Bay, til daglig kommentator på Eurosport, tvivler på nogen større åbenbaring i form af indrømmelser om systematiseret doping fra Armstrongs side.

- Jeg tror, det bliver spin i verdensklasse, men ikke at der kommer det store frem. Armstrong har allieret sig med nogle af de bedste advokater i den slags sager, og han er selv ret dygtig til at agere i medierne. Han vil veje sine ord meget nøje også for ikke at skulle stå med en masse retssager, efterfølgende, siger Thomas Bay.

Forlydender om, at Armstrong skulle være parat til at trække tæppet væk under Den internationale Cykel Unions irske præsident Pat McQuaid og hans forhadte forgænger Hein Verbruggen, ser Bay heller ikke komme.

- Verbruggen har trods alt bakket Lance op altid og det er svært at se ham komme nærmere ind på UCIs eventuelle rolle i hans egen dopinghistorie uden at sige for meget.

- Hvis Armstrong gør noget, bliver det formentlig at sparke bagud i bedste western stil imod nogle af de folk fra det amerikanske cykelmiljø, som har været med til at afsløre ham. Jeg kunne sagtens forestille mig, at manager Jonathan Vaughters fra Garmin får nogle ord med på vejen og det samme kunne være tilfældet med Travis Tygart fra USADA (det amerikanske anti doping agentur, red.), mener Bay.

DCU-formand Tom Lund er ked af, at Lance Armstrong igen skal stjæle overskrifter i medier på den globale scene.

- Det er ikke en god historie for cykelsporten. Men måske et vigtigt skridt i hele oprydningsprocessen. USADAs rapport flugter jo helt med det, der stod at læse i Tyler Hamiltons bog, erklærer Tom Lund, der er i gang med sine sidste dage som formand i Danmarks Cykel Union efter en række år med stor succes, medlemsfremgang og VM og Giro d'Italia på dansk grund.

Lund vil helst ikke spekulere i, om Armstrongs ageren på Oprah Winfreys talkshow også kunne bane vejen for mere talelyst til Bjarne Riis, der modvilligt har fået en birolle som bloddopingformidler i Tyler Hamiltons bog "Det hemmelige løb".

- Riis har valgt at forholde sig tavs i snart fire måneder. Jeg har sagt, hvad jeg mener om det. Men generelt vil jeg understrege vigtigheden af, at ord og gerning bliver fulgt op i handling i cykelsporten, lyder det fra DCU-bossen.