Peter Sagans angreb på Poggio kom bag på Michal Kwiatkowski, som endte med at tage sejren i Milano-Sanremo.

Sanremo. Den tidligere verdensmester Michal Kwiatkowski (Sky) var en glad mand, efter at han lørdag sejrede i cykelløbet Milano-Sanremo.

- Jeg har været uheldig i tidligere udgaver i 2013 og 2014, og efter det, er det en utrolig følelse at vinde Milano-Sanremo.

- Jeg er taknemmelig for mine holdkammerater, de lavede et utroligt arbejde i dag. Jeg forventede ikke, at Sagan angreb på Poggio (sidste stigning før mål, red.).

- Da det skete, forventede jeg en massespurt, men han fastholdt et højt tempo forrest.

- Jeg fokuserede udelukkende på min egen spurt. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har slået Sagan, siger Michal Kwiatkowski efter sejren ifølge cyclingnews.com.

Klassikeren Milano-Sanremo skyder traditionelt forårssæsonen i gang i det professionelle cykelfelt, og løbet er det første af fem monumenter.

Rytterne skulle ud på 291 kilometer, og før afslutningen i Sanremo ventede de to stigninger Cipressa og Poggio.

Inden Poggio var Quick-Step-kortet Fernando Gaviria i front, mens også Sunweb med blandt andre danske Søren Kragh Andersen havde vist styrke i forsøget på at splitte feltet med favoritterne.

Verdensmester Peter Sagan (Bora) viste sig frem inden nedkørslen fra Cipressa hen mod Poggio-stigningen, og med 284 kilometer i benene viste Sagan styrke lige før nedkørslen fra Poggio.

Her angreb slovakken og kun Julian Alaphilippe (Quick-Step) og Kwiatkowski kunne følge med Sagan.

De tre ryttere formåede at holde sig i få sekunders afstand af feltet inden målstregen, og Sagan indledte en lang spurt, men måtte se sig besejret i en tæt afgørelse af polakken.

Magnus Cort (Orica-Scott) kom i mål få sekunder senere som nummer 11, mens danskerens holdkammerat Caleb Ewan sluttede på fjerdepladsen, hvilket overraskede holdets sportsdirektør Matt White

- At Magnus var med til sidst var ikke nogen overraskelse, men Caleb er en overraskelse med den forberedelse, han ikke har haft, siger White til holdets hjemmeside.

/ritzau/