Eks-dansker: Nej, jeg stopper ikke

Trods udmelding om karrierestop fortsætter Linda Villumsen cykelkarrieren frem til OL i Rio 2016.

Cykelrytteren Linda Villumsen, der tidligere vandt VM-medaljer til Danmark, men nu stiller op for New Zealand, stopper alligevel ikke karrieren.

Torsdag meddelte det australske kvindehold Orica-AIS ellers, at hun stoppede hos dem og forlod cykelsporten. Det er rigtigt, at hun ikke længere skal køre hos Orica-AIS, men den danskfødte kiwi vil fortsat satse på cykelsporten. Men i stedet for at jage succes og hæder på de europæiske landeveje vil hun det næste år permanent være at finde i sit adopterede hjemland, New Zealand, hvor hun bygger op frem mod et satsning på Commonwealth Games i 2014 og siden OL i Brasilien to år senere.

- Jeg er stadig meget passioneret omkring cykelsporten, og Orica-AIS holdet har været fantastisk. Men the show must go on, og med eller uden mig vil holdet stadig være godt. Jeg følger med i, hvordan det går dem allesammen i Europa, mens jeg fokuserer på mine egne mål, siger hun til cyclingnews.com.

- Jeg kaldte mig 'sigøjner' sidste sæson, fordi jeg havde mine egendele spredt over hele verden, og nu synes jeg, at det er på tide til at slå sig ned for en periode. Da 2013 ikke er en stor sæson, er det nu, der skal eksperimenteres.

Villumsen har et tilbud om at komme tilbage på det australske kvindehold, hvis hendes egen plan ikke lever op til forventningerne.

- Jeg tror, at jeg bliver en stærkere, bedre og gladere rytter, når jeg bor i New Zealand. Jeg elsker stadig sporten, og jeg er meget taknemmelig for, at Orica-AIS har sagt, at holdet gerne vil have mig igen, hvis denne her plan ikke kommer til at fungere.

Læs også: