Siden Michele Scarponis tragiske død lørdag, er der floreret film på de sociale medier af cykelrytteren og hans trofaste træningsmakker, papegøjen Frankje. Den blå-gule fugl var ofte en trofast følgesvend, når Michele Scarponi begav sig ud på cyklen for at træne, og et nyt billede af Frankje rører nu mange verden over.

'Frankje venter på sin herre. Jeg har aldrig set så trist et billede i hele mit liv.' Sådan lyder det teksten til et billede som Twitter-brugeren Dans la musette har delt på det sociale medie. Billedet viser Frankje, der troligt sidder og venter på sin faste træningsmakker i det kryds, hvor Michele Scarponi blev ramt af en bil.

Den 37-årige cykelrytter blev ramt frontalt af en varevogn tæt på sit hjem i Filottrano i den østlige del af Italien. Han blev hurtigt fløjet til et nærliggende hospital, men hans liv stod ikke til at redde.

Siden har cykelverdenen været i sorg, og den 'kendte' papegøje er blevet omtalt en del på de sociale medier. Og Frankje er da også speciel. Dog var han ikke Michele Scarponis papegøje.

Det fortalte cykelrytteren selv i et interview med Velonews tilbage i november.

»Først og fremmest er Frankje ikke min papegøje. Han er områdets maskot, og om sommeren flyver han fra hus til hus og flyver ind ad åbne vinduer. Når der er store fodboldkampe, er han på barerne. Alle kender ham,« forklarede Michele Scarponi, der selv havde fornøjelsen af at træne med papegøjen på skulderen.

»For nogle år siden, kørte jeg igennem byen og så denne store fugl flyve rundt. Jeg syntes, det var ret mærkeligt at se sådan en fugl, og så begyndte den at følge efter mig. Den kom tættere på, og for at være ærlig, kom jeg ikke tilbage i noget tid, fordi jeg næsten var bange. Han ville komme tæt på mig og flyve over mig. Jeg stoppede, og så stoppede han lidt længere væk, satte sig i et træ og ventede på mig. Jeg troede, han ville angribe mig,« forklarede cykelrytteren om de første gange, han stiftede bekendtskab med papegøjen, som ifølge ham ikke kan tale.

Ifølge Michele Scarponi blev papegøjen til sidst tryg ved ham, og en del af forklaringen kunne ifølge ham være, at hans Astana-trøje har samme farve som papegøjens fjer. De begyndte at træne sammen ofte, og til sidst kunne Michele Scarponi kalde på papegøjen, når han trænede - og var den i nærheden ville den komme og følge med ham. Og han delte da også selv af og til videoer med papegøjen på Twitter.

Billedet af den ventende papegøje har rørt mange, og mange kalder det 'tårefremkaldende' og 'det mest triste, de har set hele dagen'.

Michele Scarponi var en del af det professionelle cykelfelt i en årrække og noterede i 2011 karrierens største resultat, da han på grund af Alberto Contadors diskvalifikation vandt Giro d'Italia.

Den aldrende cykelrytter var udset til at være kaptajn for Astana-holdet i den kommende 100. udgave af Giroen på grund af den knæskade, som Fabio Aru for nylig pådrog sig.

På Astana-holdet var han holdkammerat med danskerne Michael Valgren, Jakob Fuglsang, Jesper Hansen og Matti Breschel. Danske Lars Michaelsen er sportsdirektør på holdet fra Kazakhstan.