Giroens førende rytter er ked af, at han fik bøvl med maven og mistede tid på 16. etape.

Bormio. Tirsdagens etape i Giro d'Italia blev kostbar for Tom Dumoulin.

Sunweb-rytteren er ganske vist fortsat i den lyserøde førertrøje efter 16. etape, men han mistede over to minutter til sine nærmeste konkurrenter.

Kort før den sidste stigning på den 222 kilometer lange og meget krævende etape måtte Tom Dumoulin stå af cyklen på grund af maveproblemer og foretage et yderst privat ærinde.

- Lige nu er jeg bare skuffet. Jeg kørte med de stærkeste. Jeg kunne nemt have kørt med Vincenzo Nibali og Nairo Quintana. Jeg tabte, fordi jeg havde problemer. Det er noget lort, siger hollænderen til cyclingnews.com.

- Jeg blev nødt til at komme af med det, jeg kunne ikke holde det i mig længere, siger han.

Tom Dumoulin mistede cirka halvandet minut, mens han trådte af på naturens vegne. Det lykkedes ham ikke at kæmpe sig tilbage til favoritgruppen.

- Jeg besluttede mig for at kæmpe og kæmpe, og så måtte jeg drage konklusionerne efter etapen. Det gjorde jeg. Det er okay, synes jeg, men jeg er naturligvis skuffet, siger han.

Tom Dumoulin var i mål to minutter og 18 sekunder efter italienske Vincenzo Nibali (Bahrain-Merida), der vandt etapen.

Samlet er hollænderens forspring til colombianeren Nairo Quintana (Movistar) skrumpet til 31 sekunder.

Vincenzo Nibali er et minut og 12 sekunder efter Tom Dumoulin på tredjepladsen.

/ritzau/