Søndag kører Tour de France-feltet ind i Paris på den klassiske sidste etape, men forud for feltets ankomst har der udspillet sig et mindre drama i forberedelserne til løbet.

Nyhedsbureauet AP melder om, at det franske politi i Paris har åbnet ild mod en bil, der forsøgte at komme igennem barriererne på etapestrækningen i Paris.

Episoden skulle have udspillet sig søndag morgen, mens franske betjente var i gang med at opsætte barriererne forud for søndagens etape. Her forsøgte en bil at trænge igennem, og politiet besvarede derfor med skud.

Bilen med to passagerer slap væk efter at have blevet beskudt på Place de la Concorde, hvor feltet passserer søndag, inden de kører ud på den legendariske strækning Champs-Élysées. Det fortæller Luc Poignant, der er talsmand for politiet.

Ingen kom til skade ved episoden, og det er fortsat uklart, hvem der står bag handlingen og hvad motivet var.

Hændelsen kan dog skabe frygt inden søndagens etape, hvor flere hundrede tusinde mennesker samles for at følge Tour de France.

Frankrig er i 2015 blevet ramt af flere terrorangreb heriblandt angrebet på avisen Charlie Hebdo, hvor 12 personer mistede livet.