Eks-cykelrytteren og tv-kommentatoren Rolf Sørensen missede ifølge ham selv mange sejre i prof-karrieren til epo-miusbrugere.

 

Rolf Sørensen, Tour de France-kommentator for TV2 og tidligere cykelrytter i den fineste kategori, har længe fastholdt sin uskyld i forhold til dopingspørgsmål. Og det alt imens kolleger og konkurrenter som blandt andre Jesper Skibby, Bjarne Riis og Bo Hamburger har indrømmet, at de med blandt andet epo i rygsækken hoppede over, hvor gærdet er lavest.

Sørensen går nu i månedsmagasinet »Mand« i dopingudbrud ved at understrege, at alle dopingsnyderne og epo-brugerne snød ham for langt flere sejre på den professionelle scene. Uskylden fastholder han. Og nu er det med angreb oveni.

- Jeg har da haft lyst til at tage doping, men heldigvis skulle jeg bare koncentrere mig om éndagesløb og ikke Tour de France, så det har nok været lettere ikke at gøre de helt forkerte ting, ikke?

- Hvis der ikke havde været alt det epo-lort, så havde jeg ikke vundet 50, men nok 120 løb. For så havde det udelukkende været arbejdsindsatsen og viljen, der satte grænserne, siger Rolf Sørensen til magasinet »Mand«.

Hvad der ligner et direkte angreb på de dopingsynderne, der snød Sørensen for flere sejre, flere sponsorindtægter, bedre kontrakter og altså langt flere penge på bankbogen, blev dog nedtonet af Rolf Sørensen, da B.T. fredag aften lånte Tour-kommentatoren til en snak bag Tour-lastbiler og tv-kabler i Frankrig.

Jeg studser over, at du siger "at hvis der ikke var det epo-lort, havde du vundet 120 i stedet for 53 løb"?

-Jeg ved ikke, hvor godt den artikel er skrevet. Jeg har ikke lyst til at kommentere så meget på den.

Jeg tænkte, du måske vil uddybe, hvordan du har det, når du kigger tilbage på den tid og kan se, at du ikke vandt så meget, som du ville have gjort, hvis arbejdsindsatsen var eneste redskab for alle?

- Jeg kørte ikke Tour de France, men en anden slags løb, som man ikke vinder hver dag under nogen omstændigheder.

- Så jeg har ikke lyst til at kommentere på det, for der er ikke så meget at sige til det. Jeg har kørt min karriere, som jeg synes, den skulle køres, og historiebøgerne kan ikke laves om.

Selv om du ikke kunne vinde Tour de France, kunne du vel have vundet endagsløb, som andre ryttere så løb med. 70 løb til forskel, det er vel meget i markedsværdi?

- Det var lidt en sang fra de varme lande, sådan som artiklen blev skrevet.

Men er citatet ikke godt nok?

- Det er det sandsynligvis. Det var måske ikke helt nøjagtigt, men det er jo svært, når det er sagt med ord, jo.

Hvad er det nøjagtige citat så, for så kan vi da få det ud af verden?

- Nej, som jeg siger, så er det et interview, jeg ikke så gerne vil snakke om. Budskabet blev ikke givet, som jeg gerne ville have haft det.

Kongen af éndagsløb

Rolf Sørensen vandt som cykelrytter 53 sejre og er dermed Danmarks suverænt mest vindende cykelrytter nogensinde. Han var kongen af éndagesløb og vandt blandt andet OL-sølvet i 1996, to etaper i Tour de France, Flandern Rundt, Liege-Bastogne-Liege, Paris-Tours, Paris-Bruxelles, Tirreno-Adriatico og Milano-Torino.