Den amerikanske regering kræver erstatning på 700 millioner kroner fra det tidligere cykelikon.

Washington D.C.. En dommer har mandag banet vejen for, at de amerikanske myndigheder kan gå videre med en stor erstatningssag mod den tidligere cykelrytter Lance Armstrong.

Det amerikanske justitsministerium kræver en erstatning på 100 millioner dollar - 700 millioner danske kroner - fra den tidligere syvdobbelte Tour de France-vinder.

Han er anklaget for at have snydt den amerikanske regering, da han kørte for holdet U.S. Postal Service, der var sponsoreret af det amerikanske postvæsen.

Mandagens afgørelse, der blev truffet af en dommer ved en distriktsdomstol i Washington D.C., er et stort nederlag for Lance Armstrong, der havde krævet, at sagen blev afvist.

Han mener, at beskyldningerne imod ham er grundløse, og at U.S. Postal Service drog fordel af Lance Armstrongs lukrative sponsoraftale.

Det argument afviste dommeren i en 37 sider lang redegørelse for sin afgørelse.

Dommeren mener, at det nu må være op til en jury at beslutte, hvorvidt Armstrong skal stå til ansvar over for de eventuelle skader, han har pådraget USA.

U.S. Postal Service betalte i sin tid mere end 220 millioner kroner til Lance Armstrongs nu konkursramte virksomhed Tailwind Sports Corporation.

Lance Armstrongs tidligere holdkammerat Floyd Landis sagsøgte i 2010 Armstrong for svindel. Den amerikanske regering tilsluttede sig siden søgsmålet.

Lance Armstrong fik i 2012 frataget alle sine syv sejre i Tour de France, efter at det amerikanske antidopingagentur (USADA) anklagede ham for aktivt at have deltaget i et af de mest sofistikerede dopingprogrammer, sportens verden nogensinde har set.

Efter i årevis at have afvist alle anklager om dopingmisbrug og efter at have modtaget en livstidskarantæne indrømmede Lance Armstrong i 2013 endelig, at han havde taget doping i sin karriere.

Det skete i et interview med den amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey.

/ritzau/AFP