Se regnestykket over Bjarne Riis' indtjening i bunden af artiklen

En tilværelse på eksistensens solside. Om ikke andet på det materielle plan. Det er udsigten fra den residens, Bjarne Riis kan nyde udsigten fra i Sorengo, en stille forstad til Lugano, hvor den kulturelle blandform både kan byde på schweizisk orden og italiensk sans for at nyde livet.

Det er luksus, der ikke skilter med det. Diskret og aldrig prangende. Rigdom når det både skal være smagfuldt og elegant på samme tid. Den danske Tour de France-vinder fra 1996 er i dag en holden mand. Og da Bjarne Lykkegaard Riis mandag gjorde det officielt på et pressemøde i London, at den russiske finansmand Oleg Tinkov med øjeblikkelig virkning overtager både ejerskab og ledelse på Team Saxo-Tinkoff, kunne herningenseren ifølge den velunderrettede italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport høvle op imod 45 mio. kr. ind på kontoen.

Ifølge kilder med indsigt i den opsigtsvækkende handel mellem Riis og den hovedrige russer, skal Gazzettaens astronomiske tal imidlertid tages med et gran salt og forsigtige forbehold. I kalkulen skal indregnes samtlige aktiver fra Riis Cycling A/S i form af materiel, busser og en organisation, som ikke skal etableres fra bunden.

Sikkert er det dog, at Riis ikke har sluppet taget i sit elskede cykelhold for et par af de brugte jeans, Oleg Tinkov som ung iværksætter tjente sine første rubler på i det nykapitalistiske Rusland.

Den voldsomt medieeksponerede handel er præget af gensidig interesse mellem parterne. Bjarne Riis kan på sin side trække sig tilbage fra den mest skærende del af rampelyset og behøver ikke længere at frygte for udfaldet af Anti Doping Danmarks undersøgelse i begyndelsen af det nye år.

Til trods for en karriere, der var længe om at komme på den store klinge, nåede Riis som aktiv at blive blandt de højest lønnede pedalatleter.

Sådan så det ikke ud, da Bjarne Riis bosatte sig i Luxembourg. Den stod på pasta og ketchup i den spartanske lejlighed. Ingen løn. Kun beskedne præmiepenge, fra hånden og i munden. Faktisk står Riis i 1989 med kufferten pakket. Parat til at tage hjem til Danmark som endnu et af de håbefulde cykeltalenter, der ikke nåede at træde i karakter. Men i sidste øjeblik får den franske Tour-vinder, Laurent Fignon, øje på den tyndhårede mand fra det høje nord og giver Riis chancen.

Siden rykker Riis til den italienske cykelscene. Det er på hold som Ariostea og Gewiss-Ballan, han i særligt høj grad lærer nye sider af sin metier at kende. Med mere fokus på materiel og træning. Og ikke mindst læger, som med brug af den nyudviklede ’trylledrik’, EPO, kan forvandle æsler til fuldblodsvæddeløbere.

Riis forvandlede sig i de år fra hårdtarbejdende og pålidelig vandbærer til en viljestærk lederskikkelse med ambitioner og noget at have dem i. I Tour de France så etablerede navne stadig med en blanding af overbærenhed og mistro på den nye mand i overklassen.

- Pffff. Jeg blev slået af en rytter som Riis, skumler Max Sciandri, da Riis i 1994 vinder en hårdt kørt etape for snuden af Rolf Sørensens faste træningsmakker.

I 1996 trådte Riis til som kaptajn for Team Deutsche Telekom. Det bliver begyndelsen på en transformation fra underpræsterende taberkollektiv til et af de mest frygtede og magtfulde mandskaber i det professionelle cykelfelt. Med Riis som kaptajn og talisman, rydder tyskerne populært sagt Tour-bulen.

Sejren i Tour de France gav Riis alle trumfer på hånden, da han efterfølgende skulle forhandle kontrakt med Team Deutsche Telekoms manager, Walter Godefroot. Den bryske belgier smed en kontrakt på bordet, der gav Riis en løn på 10 mio. kr.

Riis nåede dog ikke at honorere sin guldrandede kontrakt fuldt ud. På vej til starten af en etape i Schweiz Rundt 1999, styrter Riis og brækker sin albue to steder. Skaden er så alvorlig, at han må stoppe karrieren i utide. Heldigvis har Riis en håndfuld år tidligere tegnet en bekostelig forsikring, som kan udløse erstatning i forbindelse med karrierestop, tabt arbejdsfortjeneste og ulykke.

Halvandet år senere tildeles Riis en arbejdsskadeerstatning på 15 mio. kr. Der er ingen planer om en fremtid i cykelsporten.

- Jeg ville gerne ind i erhvervslivet og havde forskellige idéer, og jeg var 100 procent sikker på, at jeg ikke skulle ind i en sportsdirektørbil, når jeg var færdig som rytter. Jeg havde i den grad fået stillet sulten, siger Riis i bogen ’Drømmeholdet - historien om CSC’.

Det skulle vise sig at være en sandhed med modifikationer. Dem har Riis på den anden side haft mange af undervejs i karrieren.

Her er regnestykket over Riis' indtjening i cykelverden
Aktiv karriere
Som aktiv rytter gik Riis - populært sagt - fra smalkost med havregryn og pasta til kaviar og champagne. Især i de sidste fire sæsoner hos Team Deutsche Telekom udløste jackpot. Som rytter nåede Riis at runde et bruttobeløb på omkring 25 mio. kr..

Forsikringssum
Et styrt i juni 1999 forårsager dobbelt brud på albuen og karrierestop i utide. Riis indkasserede halvandet år efter 15 mio. kr. fra Euro Accident Group for tabt arbejdsfortjeneste og karrierestop.

Holdejer
Som holdejer begynder Riis i det små. 800.000 kr. hedder lønnen i jomfruåret 2000, hvor Memorycard-Jack&Jones er med ombord. Siden kommer der gyldne tider og store resultater, og indtjeningen sniger sig samlet set op i 20 mio. kr. for perioden 2000-2013.
Et salg af cykelhold og World Tour-licens til den russiske finansfyrste Oleg Tinkov sikrer Riis et afkast på op mod 45 mio. kr. En del af pengene udbetales som en del af den løn, Riis er sikret på en treårig kontrakt som general manager/ledende sportsdirektør his Team Tinkoff-Saxo.

KØB BT ONSDAG OG LÆS MERE OM BLANDT ANDET BJARNE RIIS MILLION-EJENDOMME I VEJLE OG I SCHWEIZ.