Tårer i øjnene, en laurbærkrans om halsen og en splinterny Dannebrogstrøje på overkroppen. Chris Anker Sørensen strålede efter sit første DM-guld i karrieren, og den altid underholdende Tinkoff-Saxo-rytter tøvede ikke med at kalde sejren den største i karrieren.
Men ’Oksen fra Hammel' havde også andet at gøre end at blive tiljublet af de hundredvis af mennesker, der var mødt op i Rønde på Djursland, hvor rytterne efter 15 omgange á 13,9 kilometer kørte i mål.
For hans konkurrent i spurten, Martin Mortensen (CULT Energy Pro Cycling), var rasende over, at Chris Anker Sørensen sad på hjul i soloudbruddet de sidste kilometer – for så til sidst at overhale ham med blot ganske få centimeter tilbage af etapen. Og det fik Chris Anker i stor udstrækning at høre for efter etapen, da de to kamphaner sad på et par hvide plasticstole.
Chris Anker Sørensen følte omvendt, at danskerholdet havde siddet på hjul det meste af dagen og nydt godt af Tinkoff-Saxos arbejde i skikkelse af Michael Valgren – sidste års mester - Michael Mørkøv og Christopher Juul-Jensen, og Sørensen punkterede efterfølgende skænderiets betydning.
»Vi har begge kørt sammen siden ungdomsårene, og han har virkelig slået mig i mange spurter. Jeg har ondt af ham. Jeg forstår fuldt ud hans skuffelse, og jeg troede ærligt talt heller ikke på, jeg ville kunne slå ham – ni ud af 10 gange slår han mig i sådan en spurt,« sagde Chris Anker Sørensen.
Ikke desto mindre kunne Chris Anker Sørensen køre over stregen som første mand på Hovedgaden – en bakke på et par kilometer med stigningsprocenter på mellem tre og fem. Den snu og stærke klatrer lurepassede rutineret og satte det raserifremkaldende angreb ind til allersidst.
Og han var i sagens natur ovenud lykkelig for sejren, der kan blive et vendepunkt for ham i den allerede flotte karriere.
»Det sidste halvandet år er det ikke rigtigt gået min vej – det er rent ud sagt gået ad helvedes til. Men det her – hold kæft, hvor er det stort! Det er nok det største, der kunne ske i min karriere. Det er fandme fedt, og jeg glæder mig virkelig til at få den rød-hvide trøje på. At blive dansk mester er større end min Giro-sejr,« lød det fra Chris Anker Sørensen, der i 2010 vandt en bjergetape i Giro d’Italia.
Martin Mortensen var slemt skuffet over sølvmedaljen. Den mistede han nemlig ejerfornemmelsen for langt hurtigere, end han havde været i den afgørende spurt. CULT-rytteren nægtede at give interview til størstedelen af pressen, men nåede dog at runde TV 2 Sports mikrofon.
»Jeg kan ikke bruge sølvmedaljen til noget. Den ryger nok i skraldespanden på vej ned ad vejen om lidt. Det gjorde den sidste gang, jeg blev to’er. Jeg kan ikke rigtigt bruge den til noget,« lød det fra den skuffede toer.
For Chris Anker Sørensen var sejren af stor betydning, fordi hans kontrakt udløber efter sæsonen, og han lagde ikke skjul på, at guldmedaljen kan være et godt skub i den rigtige retning mod en ny aftale.
»Jeg ved, min manager er i gang med forhandlinger, og jeg vil virkelig gerne fortsætte. Jeg bliver 31 i år, og Jens Voigt blev vel ved, til han var 41, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne,« sagde Chris Anker Sørensen lettere hemmelighedsfuldt.
Holdkammeraten Michael Valgren kørte også et flot løb, men han var ved at gå i krampe til sidst og kunne ikke følge med, da det virkelig gjaldt.
