Det blev til suveræn dansk førsteplads i kvalifikationen ved World Cuppen i Glasgow, hvorfor 4000 meter holdet fredag aften skal køre finale mod Tyskland

Det danske 4000 meter mandskab skulle fredag formiddag i aktion ved World Cuppen i Glasgow. Det er den første World Cup afdeling i denne banesæson, og første punkt på programmet var kvalifikationen i holdforfølgelsesløb, hvor Danmark stillede til start med Rasmus Quaade, Lasse Norman Hansen, Casper Folsach og Mathias Møller Nielsen.

De fire unge danskere leverede en fantastisk præstation, og faktisk er det ikke en overdrivelse at skrive, at de smadrede konkurrenterne, for nok var de hurtigst i kvalifikationen, hvilket i sig selv er flot, men ikke nok med det, så var de godt fire sekunder hurtigere end næstbedste hold, der var det tyske landshold.

Danmark startede som femtesidste blandt de 12 hold - 11 landshold og et enkelt firmahold - der var til start. Efter 1000 meter havde Danmark bedste tid, og det var kun Tyskland og Storbritannien, der var tæt på de fire ryttere i dannebrogstrikot. Halvvejs i løbet var tyskerne sat yderligere bagud, mens briterne også havde tabt i forhold til danskerne og nu var over et sekund langsommere. Alle de øvrige var endnu længere efter.

Over målstregen for sidste gang kom Danmark i en flot tid på 4.02.981, hvilket var suverænt hurtigst. Det eneste, der var spænding om, var, hvem der skulle med Danmark i finalen, men den spænding blev fjernet, da briterne styrtede og som følge deraf udgik, hvorfor det blev Tyskland, der løb med finalepladsen.

Finalen køres senere fredag aften, og her må de danske drenge altså påtage sig en massiv favoritværdighed efter at have været cirka fire sekunder hurtigere end Tyskland i kvalifikationen. Quaade, Norman, Folsach og Møller Nielsen kan nu med stolthed hvile sig ovenpå en flot præstation og efterfølgende gå i gang med forberedelserne til finalen.

Mathias Krigbaum skal også i aktion fredag, da mændenes omnium, hvor han er med, starter, mens Jonas Poulsen skal køre scratch-kvalifikation og, hvis han kommer videre derfra, finale fredag aften.

Resultat af kvalifikation (4000 meter holdforfølgelsesløb)

1. Danmark 4.02.981

2. Tyskland 4.07.005

3. Spanien 4.07.888

4. Belgien 4.08.375

5. Schweiz 4.10.482

6. Ukraine 4.11.422

7. Lokosphinx 4.11.792

8. Tjekkiet 4.13.262

9. Frankrig 4.13.277

10. Kasakhstan 4.16.222

11 Hviderusland 4.18.016

feltet.dk