Danmarks Idræts-Forbunds formand mener i modsætning til den internationale cykelunion, at Bjarne Riis skylder at komme med en forklaring på sin fortid.

Presse-talsmanden for den internationale cykelunion (UCI), Enrico Carpani, sagde tirsdag, at det bedste Bjarne Riis kunne gøre for cykelsporten var at holde sin mund.

Men det er formanden for Danmarks Idræts-Forbund (DIF), Niels Nygaard, slet ikke enig i.

- Det undrer mig en hel del, at man kan finde på at udtale sådan noget og have den holdning. Jeg mener, at vi simpelthen er nødt til at rydde op nu, og det skal ske ved at få alle ting frem, siger Niels Nygaard til TV2/Sportens hjemmeside.

- Jeg mener ikke, at man hverken kan eller skal feje noget ind under gulvtæppet. Det er vigtigt at få alt frem, lære af det og så komme videre, tilføjer DIF-formanden.

Bjarne Riis har i månedsvis været tavs som graven, når det gjaldt doping, men så gav Team Saxo Tinkoffs holdejer et interview til net-magasinet cyclingnews.com, hvor han kort konstaterede, at "alle har noget, de fortryder".

Niels Nygaard mener i modsætning til Enrico Carpani, at Bjarne Riis skal tale:

- Der er fremsat så mange ting i forhold til Bjarne Riis’ nuværende og tidligere cykelhold og derved også til ham som sportsdirektør og ejer af holdet. Det er han nødt til at forholde sig til og give forklaringer på, siger DIF-formanden.