Team Cult bliver Danmarks førende cykelhold fra 2015. BT tegner et signalement af et mandskab med vokseværk.

De har ladet rytterne smøre egne madpakker, rejst på discountbudgetter med frivillig mekaniker-service og siddet klemt sammen i biler, milevidt fra de air conditionerede team-busser, vi har vænnet os til at se under Tour de France.

Når Team Cult fra næste sæson rykker et niveau op i de professionelle firmaholds hierarki, skal organisationen optimeres i alle ender og kanter. Flere og bedre ryttere, som kan lokke wild card-invitationer til fra arrrangørerne af de store løb og helst udløse en Grand Tour debut i 2016.

Tre sportsdirektører skal være med på holdet for at holde trit med løbsprogrammet. Der skal yderligere fem fuldtidsmedarbejdere til - og ikke mindst en forpligtelse til at lade truppen blive fysiologisk kortlagt af UCIs biologiske pas til en samlet pris på mere end en halv mio. kr.

Det mest spændende bliver at se, hvordan Team Cults sportslige leder, Michael Skelde, bygger holdet op uden at sprænge de forholdsvis stramme økonomiske rammer. Budgettet formodes at ligge på 15-20 mio. kr., så man kan ikke række ud efter de helt store stjernenavne.

Samtidigt skal man vokse uden at miste den grundlæggende identitet som dét hold i Danmark, der i årevis har været førende i talentudvikling, og som i år har sagt farvel til vinder-magneten Magnus Cort. Det bliver en delikat balanceakt.

Cult præsenterede tirsdag det første nye ansigt siden meldingen om opgraderingen, da man kunne annoncere, at holdet har skrevet kontrakt med Linus Gerdeman, der tilbage i 2007 kørte i gul trøje i Tour de France. Gerdemann er hentet ind til det danske hold i rollen som en lederskikkelse, der både skal kunne dele ud af sine erfaringer og selv køre efter topplaceringerne i de mindre etapeløb.

  

Herunder giver BT dig et bud på, hvem der udover den rutinerede tysker kan komme til at tegne butikken for Team Cult i næste sæson.

Michael Carbel
Virkelig hurtig mand. Måske Danmarks første supersprinter. Kan selvsagt sørge for topplaceringer og har stort potentiale.

Mads Pedersen
Vinder af juniorernes Paris-Roubaix og ofte fremhævet som en fremtidens mand i dansk cykelsport.

Christian Moberg
En værdsat slider og teamplayer, der ikke viger tilbage for en gang vind på næsen.

André Steensen
Med fire sæsoner under Riis på Team CSC og en veludviklet løbsintelligens burde Steensen være selvskrevet. Spørgsmålet er, om universitetsstudiet trækker mere end mere tid på cyklen?

Mads Würtz Schmidt
Oplagt emne. Tidligere juniorverdensmester i enkeltstart. Blandt andet. Har været i søgelyset hos QuickStep.

Troels Vinther
Har erfaring med sig fra tidligere prof-eventyr. Blandt andet hos Riis. En stærk og pålidelig rytter, som også kender til at sidde med i finalerne.

Mads Christensen
Bronzevinderen fra U23-VM i 2004 har aldrig fået den karriere, talentet vel berettigede til. Slog ikke igennem hos Team Saxo Bank.

Lars Bak
Kunne være et flot navn at få med. Ville slutte cirklen i samarbejde med Michael Skelde, der var aktiv, da Bak indledte karrieren på Team fakta. Men er nok en tand for dyr.

Chris Anker Sørensen
Har kontrakt for 2015 med Team Tinkoff-Saxo, så et skifte virker ikke sandsynligt. Ville kunne lokkes af sportslige muligheder.

Rasmus Guldhammer
En af dansk cykelsports faldne talenter, der omsider er på rette vej igen. Har været på prøve hos Riis i efteråret, men stadig uden kontrakt.

Rasmus Quaade
Enkeltstartsspecialist, som har skullet lære at sidde i et felt. Stor fremgang i år. Seriøs og hårdtarbejdende.

Sebastian Lander
Tidligere dansk mester fra 2012. Floppede efter overgangen til fuldtidsprof hos BMC, hvor han i de seneste to sæsoner ikke har leveret et nævneværdigt resultat. Men er stadig ung og har en fortid hos Skelde på Glud & Marstrand.

Andy Schleck
Navnet ser stadig ud af noget på papiret. Men smertensbarnet og bjergbetvingeren har været på et niveau, hvor det efterhånden er blevet meget svært at tro på en sportslig genfødsel. Styrtede ud af årets Tour de France allerede på tredje etape i London, og det er kendetegnende for Aladdin-Andys endeløse nedtur. Har haft Kim Andersen som mentor igennem det meste af karrieren, og den danske Team Trek-sportsdirektør kunne sagtens være ankermand i den base i Luxembourg, Team Cult forventes at slå rod i. Det er dog et langskud af de mere optimistiske at satse på Andy Schleck som wild card-trækplaster.

Gustav Larsson
Svenskeren ligner på den ene side et oplagt emne, men går omvendt for at være en enegænger uden nogen særlig flair for kollektivets ve og vel. En enkelt sæson på IAM Cycling har været til glemsel.

Fredrik Kessiakoff
Den 34-årige svensker har måttet se en lavine af bjergryttere som ham selv komme ind på Astana og ligner efterhånden snart en overflødighed hos kasakherne, hvor hans 2015-sæson har været skidt. Har heller ikke alderen med sig i dét regi, men kunne snildt bruges til at løbe Team Cult i gang.

Rory Sutherland
Australieren var voldsomt utilfreds med at blive skoddet til Vuelta a España af Riis og ligner ikke en fremtidens mand hos Tinkoff-Saxo. Har evner til at begå sig i mindre etapeløb og har værdifuld erfaring med sig. Kulturelt klikker australierne også med de fleste.