Bjarne Riis' foreløbige farvel til cykelsporten har skabt overskrifter i hele cykelverdenen.

Bruddet med Tinkoff-Saxo, der blev officielt søndag aften, er en tophistorie verden rundt og skaber spekulationer om fremtiden for den danske cykelkonge.

En cykelfremtid, der ifølge det amerikanske cykelsite Velonews ikke ser særlig lys ud. Muligvis heller ikke for Oleg Tinkovs Tinkoff-Saxo.

I en længere analyse af fejden mellem Bjarne Riis og Oleg Tinkov vurderer Velonews, at holdets ryttere vil lide under danskerens exit.

»Ryttere og ansatte vil uden tvivl blive overraskede over den uventede udvikling. Contador voksede sig tæt på Riis og vil med sikkerhed savne den erfarne dansker, når han skal prøve at tackle Giroen og Touren senere på sæsonen. Ryttere og ansatte var tavse søndag aften, hvor der ikke var nogen umiddelbar reaktion på Riis' exit«, skriver Velonews, der kalder Tinkovs fordrivelse af Bjarne Riis for en markering af russerens fuldstændige overtagelse af cykelholdet. En proces, der går i forlængelse af sidste sæsons farvel til Riis' sportsdirektører Fabrizio Guidi og Philippe Maudit.

»Det er svært at sige, hvad der venter for Riis. Han mærker også varmen i sit hjemland, hvor nogle mener han kan stå til en livslang karantæne, fortsætter cykelsitet med henvisning til Anti Doping Danmarks igangværende undersøgelse af doping i dansk cykelsport.

»Men uden et hold er det måske lige meget for Riis. 'Ørnen fra Herning' har måske fået stækket sine vinger for altid«.

Det anerkendte cykelmedie Cyclingnews har også taget historien til sig og ser bruddet som en konsekvens af en kamp mellem to vidt forskellige individer. Kombineret med skuffende resultater. Særligt fra den dyre satsning Peter Sagan.

Også her forventer man en stor opgave i at samle rytterne op efter tabet af Riis, som ofte har været kendt som rytternes mand.

»Det ser ud til, at forskellene i Riis' og Tinkovs karakterer efterlod dem ude af stand til at arbejde sammen. Nu bliver det russiske hold nødt til at genopbygge holdmoralen og håbe, at udskiftningen af en team manager kan hjælpe Sagan og de øvrige ryttere til at præstere bedre. Flere ryttere - inklusiv kaptajnen Alberto Contador - har været ude med opbakning til Riis. Contador beskrev ham som vigtig for sin karriere.

Bjarne Riis har endnu ikke meldt noget ud om bruddet med Tinkoff-Saxo.