I dag venter de rigtige Alper, hvor stigningerne er langt længere end dem, feltet var igennem i Vogeserne. Og med længere mener jeg 20 km i stedet for fem km. Det er en kæmpe forskel for en rytter. For vi er faktisk i stand til at klare en klatretur på fem km på lidt over 10 minutter, mens de længste bjerge i Touren kan vare op mod en time.
De kortere stigninger er de hårdeste, synes jeg. Det kræver hele tiden evnen til at omstille sig, og rytmen indfinder sig aldrig. Det sker meget hurtigere på de lange stigninger, hvor ryttere lynhurtigt vurderer, om tempoet er for højt og så finder deres egen rytme ...
Log ind på BT PLUS eller køb dagens avis, hvis du vil læse hele klummen ...
I dag venter de rigtige Alper, hvor stigningerne er langt længere end dem, feltet var igennem i Vogeserne. Og med længere mener jeg 20 km i stedet for fem km. Det er en kæmpe forskel for en rytter. For vi er faktisk i stand til at klare en klatretur på fem km på lidt over 10 minutter, mens de længste bjerge i Touren kan vare op mod en time.
De kortere stigninger er de hårdeste, synes jeg. Det kræver hele tiden evnen til at omstille sig, og rytmen indfinder sig aldrig. Det sker meget hurtigere på de lange stigninger, hvor ryttere lynhurtigt vurderer, om tempoet er for højt og så finder deres egen rytme.
Derfor tror jeg også på, at vi i dag vil se en rytter som Richie Porte fra Team Sky gå til angreb. Han har det meget bedre på de længere stigninger. Jeg tror på, at han kan køre et godt resultat hjem, for hvis han kommer fri i bunden, evner han at holde et tempo, der kan gøre ham svær at hente. Thibaut Pinot og Alejandro Valverde vil også være der, mens navne som Tejay van Garderen og Romain Bardet bare vil sidde med. Og så forudser jeg, at der vil være to cykelløb i dag - et, der handler om etapesejren og et, der handler om klassementet.
Der er teknisk set stor forskel på, hvordan de enkelte ryttere kører på stigningerne. Der er ryttere som Alberto Contador, der står meget op i cyklen, mens Chris Froome sidder ned og kører med høj kadence. Richie Porte minder mere om Froome, hvor hans dieselmotor holder et højt tempo, selv om han godt kan angribe. Vincenzo Nibali har en fornem stil på stigningerne, hvor han virkelig har et punch, som han kan udnytte til angreb. Der er ikke en rigtig måde at køre på, for det afhænger af, hvad man kan som rytter, og hvordan man har trænet. Jeg er selv mest til det malende tempo uden for mange skift. Det kan jeg til gengæld gøre sindssygt længe.
En stigning på 20 km er sikkert svær at forestille sig for mange. Og jeg har prøvet en etape i Tour de France, hvor vi begyndte i en dal og så kunne forberede os på, at de første 45 km stort set kun gik én vej: op. Det kan godt være mentalt hårdt, og jeg syntes også, det var noget af en mavepumper. De mere normale stigninger er ofte inddelt i nogle faser. Der er de første tre km, hvor den helt store eksplosion kommer. Ofte er der ét hold, der sætter tempo inden en stigning og nærmest kører som et sprintertog ind mod bunden. Derfor er de første kilometer også de værste, fordi det går afsindigt stærkt, inden den første udskilning sker. Herefter falder der lidt ro på, hvor det stadig er hårdt, men hvor én rytter sidder og holder et tempo, der er til at leve med for de fleste. Stille vil folk falde fra, men det er trods alt jævnt. I den fase sidder alle bare og venter på, at der er en kaptajn, der rykker. Når det sker,, vil 20 ud af de måske 30 mand, der er tilbage, blive sat med det samme. Og derfra handler det om at finde sit eget tempo, og man kan være heldig at komme op igen, fordi det ofte er ’stop and go’ for de bedste.
De små ryk, neutraliseringer og nye små ryk er det værste, for man syrer fuldkommen til, hvis man prøver at hænge på. Det er skrækkeligt. I min folkeskole løb vi ’lygtepæle’, hvor man skulle spurte fra en lygtepæl til den næste. Så skulle man gå frem til den næste og så igen spurte frem til den efterfølgende. Sagen er jo, at man ville komme lige så hurtigt frem, hvis man luntede mellem dem alle, men alle, der har prøvet det, ved, hvad der er hårdest. Sådan kan det godt føles, når der angribes på et bjerg.
Det kan koste rigtig meget tid, hvis man forsøger at holde fast, men går ned undervejs. Det er bare så svært at vurdere, hvilken beslutning, man skal træffe - skal man gå med eller finde sit eget tempo - når man samtidig har adrenalinen pumpende gennem kroppen. Det skal vi nok se i dag.
