Hvis en cykelrytter siger noget andet, så lyver han.
Enkeltstarten bød jo ikke på de store overraskelser. Tony Martin vandt som forventet, og Nibali beholdt selvfølgelig sin gule trøje. Så jeg vil i stedet rette blikket mod Paris og skrive lidt om, hvordan den dag forløber for rytterne.
Den første del af etapen, inden man rammer Champs-Élysées, er altid stille og rolig. Man synes egentlig, det er ret irriterende, fordi man vil gerne bare ind til familien, der venter i Paris efter etapen, og rytterne gider ikke rigtig mere efter tre hårde uger. Nogle ryttere prøver så at muntre det hele lidt op ved at lave lidt sjov. Franskmændene har en joke med at prikke en rytter på ballen på den modsatte side af, hvor de selv er, og hvis rytteren så kigger i den retning, så skraldgriner de. Ja, videre sjovt er det jo ikke ligefrem, men det synes franskmændene. Det gør de 300 gange på den sidste etape. Og italienerne råber og skriger i tunnellerne og griner af det, fordi det åbenbart er helt vildt sjovt. Nogen fremragende humor synes jeg ikke, det er ...
Log ind på BT PLUS for at læse mere..
Men når man så rammer Champs-Élysées, så liver man op. Jeg får gåsehud bare af at tænke på det, selvom jeg har prøvet det fire gange. Det er så super fedt, når man kommer ud af tunnelen og rammer jubelbrølet fra alle tilskuerne. Hvis en cykelrytter siger noget andet, så lyver han. Det er noget, man får kuldegysninger af.
Selve omgangene inde i Paris kan faktisk godt være lidt hårde, fordi man har lallet den på de første kilometer, så kroppen kan godt være faldet lidt i søvn og skal lige i gang.
Når etapen så er slut, så kører man en æresomgang i Paris, og det er noget, jeg altid har nydt meget. Der hilser man blandt andet på de danske fans, og jeg må sige, at jeg hver eneste gang har været meget imponeret over, hvor mange danskere, der er på plads i Paris.
Efter æresomgangen kører man hen til holdbusserne, hvor man allerede får den første øl. Nogle får måske to, og så er de allerede i godt humør. Efter ikke rigtig at have fået noget alkohol i lang tid og kørt så hårdt et cykelløb, så mærker man det hurtigt. Så går det videre til hotellet, hvor man lige får et hurtigt bad, og derfra er det ud at spise med sponsorerne og familierne.
Det er altid lidt finere fransk mad, det vil sige meget små portioner, så man bliver ikke rigtig så mæt. Og samtidig er man meget træt, så man sidder egentlig lige så stille og sumper. Derfor bliver det aldrig den helt vilde fest med dans på bordene hele natten. Folk er simpelthen for trætte, så det slutter som regel mellem kl. 01 og 02. Der er selvfølgelig nogle, der er i en kategori for sig og kan fyre den af. Det var Stuart O’Grady blandt andet. Han holdt sig bestemt ikke tilbage og havde et minimalt søvnbehov. Men de fleste - mig selv inklusiv - har ikke rigtig energien til det.
Jeg har altid tænkt mest på at komme i seng, og så har jeg virkelig nydt at stå op mandag morgen og vide, at jeg ikke skal ud og lide på cyklen. Og nyde bare at spise en lille smule morgenmad. Det er en fantastisk følelse efter at have proppet kroppen ved hvert morgenmåltid i tre uger. Den mandag morgen er helt fantastisk.
Men før rytterne kommer dertil, skal de altså lige runde målstregen på Champs-Élysées. Og mon ikke Marcel Kittel krydser den først i en klassisk sprint. Det tror jeg. Han har været den stærkeste sprinter i denne Tour, og nu har han lige fået et par dage til at komme sig efter bjergene.
