Michael Rasmussen og dopingforsker Verner Møller afviser sporten.dks oplysninger om deres indledende samtaler om at udgive en dopingbog. Her er hvad Verner Møller sagde om bogplanerne.

Sporten.dk kunne i dag fortælle, at dopingforsker Verner Møller beretter om indledende samtaler med Michael Rasmussen om en ny bog, der skal gå tættere på systematiseret doping end de erkendelses-biografier, der ellers er blevet sprøjtet ud de seneste år. Kilden er Verner Møller selv.

Efterfølgende har både Verner Møller og Michael Rasmussen afvist over for Ekstra Bladet, at der foreligger en konkret aftale om en bog. Men som sporten.dk også fortalte tirsdag, er planerne om en bog stadig langt fra at ramme en udgivelsesdato.

Sporten.dk var så sent som tirsdag formiddag i telefonisk kontakt med Michael Rasmussen, der ikke ønskede at bestride historien om hans indledende samtaler med Verner Møller.

- Der er alene tale om en løs sondering på et humoristisk niveau, siger professoren blandt andet til Ekstra Bladet tirsdag og kalder det 'absurd', fordi der ikke foreligger nogen konkret aftale om en bog.

Bedøm selv. Her er hvad professoren sagde til sporten.dk mandag:

- Det er noget, vi har talt om. Vi har debatteret muligheden for, om vi på et tidspunkt skal lave en toer til den, der allerede er skrevet med fokus på selve anti-dopingsystemet (Løgn over Løgn fra 2009 red.). Vi har talt om muligheden for at se på den anden del af doping: Rytterne og systemet omkring dem. Det vil i det tilfælde blive mere detaljeret og tættere på at give den fuldstændige forståelse for, hvordan det har fungeret omkring doping på cykelhold.

- Jeg er ret sikker på, at Michael Rasmussen vil stå meget ærligt frem, hvis han endelig beslutter sig for at sige noget. Jeg tror også, at han vil kunne reflektere på et lidt højere niveau, end vi hidtil har set i andre biografier som for eksempel Bo Hamburger, Jesper Skibby og Brian Holms, lover Verner Møller.

- Et nyt projekt omkring selve rytternes rolle og holdledelsens rolle skal meget tættere på, end vi hidtil har set med eksempelvis Tyler Hamilton og Lance Armstrong. Jeg er forsker. jeg vil vise, hvordan det kan lade sig gøre, og hvad holdledelsens rolle var i brug af doping, siger Verner Møller og understreger, at bogplanerne ikke er fremskredne endnu.

- Jeg er jo ikke naiv. Jeg har aldrig stillet mig frem og sagt, at Michael Rasmussen var uskyldig, fordi jeg har eksponeret nogle fejl i behandlingen af hans sag.

- Jeg tolker ligesom jer, at Michael Rasmussen vil komme ud og sige noget på et tidspunkt, siger Verner Møller.

Men selvom han efterlyste en bog, der ikke angiver nogle personer og lader andre gå fri, så skal man ikke umiddelbart forvente at se Michael Rasmussen sluge bøder 250.000 ved at bryde en tavshedsklausul og afsløre navngivne personer på det tidligere Rabobank-hold for deres eventuelle medvirken til doping.

- Jeg synes ikke som forsker, at det er nødvendigt at afsløre folks navne for at fortælle om systemet. Mit sigte er at åbne folks øjne for, hvordan dopingsystemet fungerer. Jeg behøver ikke navnene på lægerne eller direktørerne for at lære, hvordan man kunne snyde systemet.

Det lyder som en god forklaring for dig. Men er det ikke også bare nærliggende at se det som en rigtig god smutvej for Michael Rasmussen, så han kan komme med sin forklaring uden at genere folk så meget, at det ødelægger hans fremtid i sporten - eller koster ham bøder i forhold til sin tavshedsklausul i kontrakten med Rabobank?

- Det kan man godt sige. Men det er fordi, I journalister lever for at afsløre. Jeg har et andet sigte som forsker om at forklare, hvordan sammenhængen er inden for det her emne.

Men hvad nytter det at udstille systemet endnu engang, hvis man ikke hjælper med at rense ud blandt de ledere, der stadig er i sporten?

- Du har helt ret. Hvis jeg skulle bruge min egen moral som indgangsvinkel, så ville jeg også være nødt til at tænke sådan. Men jeg bliver betalt for at forske og åbne verdens øjne for, hvordan doping fungerer. Det gør jeg lettest ved, at folk kan fortælle ærligt og anonymt, hvordan tingene foregår. Det ville de ikke gøre, hvis de skulle hænge alt og alle ud, siger Verner Møller.

Efterfølgende har sporten.dk opsøgt Verner Møller og læst hans citater op for ham. Han ønsker derefter at præcisere, hvad han mente med det, han sagde:

- Det er vigtigt for mig at sige, at der kun har været én samtale med Michael Rasmussen omkring en mulig bog. Det var en løs samtale, og det var omkring en biografi, og det er jeg ikke interesseret i at skrive, siger Verner Møller og uddyber, at alle tankerne omkring en eventuel bog med Michael Rasmussen udelukkende er udtryk for, hvad et eventuelt bogprojekt skal indeholde, hvis det skal være interessant for ham som forsker.

- Det var udelukkende hypotetisk og i tilfælde af, at jeg skulle være med til at lave en bog. Der er ingen aftaler om at lave en bog, fastslår Verner Møller.

Michael Rasmussen blev i weekenden sat under nyt kritisk søgelys, da en stor artikel i den hollandske avis NRC Handelsblad via anonyme Rabobank-ryttere beskrev, at danskeren kørte Tour de France 2007 på en cocktail af bloddoping, væksthormoner, EPO og kortison.

Artiklen genfortalte også tidligere historier om, at den danske bjergspecialist var del af en gruppe ryttere, der tog til den østrigske blodbank Humanplasma for at blive bloddopet med hjælp fra atlet-agent Stefan Matschiner.

Blandt andre Bernhard Kohl, Michael Boogerd og Denis Menchov bliver også nævnt som kunder i blodbanken i samme periode op til Tour de France 2007.