Seksdagesløbet i Ballerup bliver en af fire indledende afdelinger i ny løbsserie, som slutter med finale.

Ballerup. Når tilskuerne i slutningen af januar skal til det københavnske seksdagesløb i Ballerup Super Arena, kommer de til at overvære en afdeling af en ny løbsserie.

Sammen med London, Amsterdam og Berlin er den københavnske arrangør gået med til at lave en løbsserie med et fælles pointsystem, der i sidste ende munder ud i en finale på Mallorca 17. marts.

Løbsserien er lavet for at højne niveauet og interessen for den klassiske cykeldisciplin, siger Michael Sandstød, der ejer det københavnske seksdagesløb.

- Med samarbejdet kommer vi til at løfte niveauet for seksdagesløb i Europa og dermed også vores eget i Ballerup. Vi kommer til at få et højere sportsligt niveau, men helt sikkert også en øget interesse fra medier og tilskuere.

- Alene det, at løbene vil blive vist på Eurosport, tilfører ekstra værdi til vores event, siger Michael Sandstød i en pressemeddelelse.

Løbet i Ballerup 25.-31. januar er det sidste løb inden finalen på Mallorca. 12 par kvalificerer sig til finalen, og det er kun tilladt at køre med en makker fra samme nation.

Løbsserien begynder i næste uge i London.

/ritzau/