Cykelekspert tolker Alberto Contadors doping-holdning som et fejlskud

Alberto Contador bliver kaldt 'el pistolero' på grund af sit pistolskydende sejrsritual. Men i modsætning til i etapeløbene skyder spanieren med løst krudt, når det kommer til interview med pressen.

Eurosports cykelekspert Thomas Bay mener ikke, at man skal tage det helt bogstaveligt, når Alberto Contador snakker om 'nul-tolerance' i cykelsporten.

- Der må være gået et eller andet galt med det citat, lyder reaktionen fra Thomas Bay, der selv har kørt som professionel cykelrytter.

- Jeg lægger ikke så meget i det, han siger her. Han siger nok noget andet om 14 dage i en anden sammenhæng. Han er meget overfladisk i sine interview og taler i klichéer og floskler. Men det er da glædeligt, hvis han har ræsonneret sig frem til en kritisk holdning overfor doping, siger Thomas Bay.

Reaktionen kommer efter Alberto Contadors interview med tv-programmet Stage 2 på kanalen France 2.

- I cykling skal det være nul-tolerance (i forhold til doping red.). Jeg udtrykker mig selv mindre end visse andre, men det er helt klart, at der ikke er plads til snydere, sagde Alberto Contador blandt andet.

Verdensstjernen har sin egen egen spegede sag i forhold til den clenbuterol-affære, der endte med en dopingdom fra CAS i februar.

Ifølge Thomas Bay virker det mystisk, at Contador argumenterer for nultolerance i cykelsport.

- For mig betyder nultolerance, at man bliver smidt helt ud, første gang. Den er der ikke særlig mange, der egentlig går ind for. En ting er, at man taler for skærpede straffe.

- Så egentlig tror jeg ikke, at han mener nultolerance bogstaveligt. Han kan umuligt mene, at man skal ud af vagten første gang man bliver taget - lige meget hvor tvivlsom sagen så er. Lidt ligesom hans egen. Det kan han jo umuligt mene, lyder det fra Eurosports cykelsports-ekspert.