Det var på forhånd ventet, at fjerde etape af Vueltaen kunne blive en kamp mellem de sprintere, der kom bedst over etapens stigninger. Men spurten blev ikke for alvor spændende. John Degenkolb (Shimano) viste skræmmende styrke og vandt med over en cykellængde foran Reynes (IAM) og Matthews (GreenEdge), der dog beholder den røde førertrøje.

Etapen startede fladt ud på de første 100 kilometer, men bød derefter på to kategoriserede stigninger - en 3'er og årets første 2'er - inden etapen atter fladet ud på de sidste 10 kilometer.

Allerede fra løbets start kom der et fire-mands udbrød bestående af Francisco Javier Aramendia (Caja Rural), Gert Joeaar (Cofidis), Sebastien Turgot (AG2R) og Jimmy Engoulvent (Europcar). De fik lov til at køre alene i 80 kilometer, før de blev hentet af feltet.

Først var det Orica-GreenEdge, der med den røde førertrøje placeret på Michael Matthews, satte tempoet i feltet og halede ind på udbryderne.

Herefter tog Movistar og Tinkoff-Saxo fat og samarbejdede om at nulstille løbet før stigningerne.

Der kom atter samling på rytterne på den sidste stigning, men kort før toppen satte Jesus Hernandez og Amets Txurruka et angreb ind på Aramendia, der var lidt længere fremme. Det var dog ikke noget, der for alvor var tæt på at kunne holde hjem.

Trods forsøg på små udbrud, var feltet mere eller mindre samlet, og der skulle derfor en spurtafslutning til. Her sad Matthews rigtig godt med. Men han kunne intet hamle op med Degenkolb på spurten.

En af etapens forhåndsfavoritter var Nacer Bouhanni (FDJ), men han så undervejs meget træt ud og blev således sat på den sidste stigning. En anden rytter, der så træt ud var Peter Sagan (Cannondale), der igen viste, at han endnu ikke er oppe i gear.

Klassementet efter fjerde etape:

1. Michael Matthews (GreenEdge) - 13h 30' 44''
2. Nairo Quintana (Movistar) - + 8
3. Alejandro Valverde (Movistar) - + 15
4. Rigoberto Coluran (Quick-Step) - + 19
5. Damiano Caruso (Cannondale) - + 21
6. Esteban Colchaves Rubio (GreenEdge) - + 21
7. George Bennett (Cannondale) - + 24
8. Haimar Zubeldia (Trek) - + 24
9. Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) - + 27
10. Wilco Kelderman (Belkin) - + 27

53. Chris Anker Sørensen (Tinkoff-Saxo) - + 3' 07''
167. Michael Valgren (Tinkoff-Saxo) - + 22' 07''