DCU kan ikke smide Riis af cyklen

Det er ikke Danmarks Cykle Union (DCU) og formand Tom Lund, der smider Bjarne Riis ud af cykelsporten, hvis det kommer frem, at han har talt usandt om doping på cykelholdet.

Sådan lyder det mandag fra DCU-formanden, der forklarer sin udtalelse i DR's Deadline søndag aften.

- Bjarne Riis har fået tilgivelse for sin brug af doping i 2007, da han stod frem. Så er det, jeg stille og roligt siger, at man kan lyve for befolkningen og få tilgivelse én gang, men jeg tror ikke, man kan to gange. Så mener jeg, at hvis Bjarne Riis ikke har rent mel i posen efter 2007, så har han et alvorligt problem, siger Tom Lund.

En forklaring, der tager brodden en anelse af formandens tidligere citat, der siden søndag aften har gået medierne rundt.

- Man kan få tilgivelse én gang, det er han et levende bevis på. Men han har ingen fremtid i sporten, hvis det viser sig, at han kender Eufemiano Fuentes og er fortsat (med dopingen) efter 2007, sagde han i en tv-debat i Deadline.

Mandag forklarer Tom Lund, at DCU reelt ingen muligheder har for at ramme Riis, hvis det viser sig, at han har talt usandt.

- Vi har ikke i DCU mulighed for at sanktionere Bjarne Riis' hold, der er et UCI-hold. Det er registreret i UCI, og det er dem, der har nøglen til holdet og dets fremtid. Det har vi ikke, forklarer Tom Lund.

Formanden understreger dog, at han 'ikke vil lægge fingrene imellem, hvis det viser sig, at Bjarne Riis ikke har villet en ren sport'.

- Jeg håber da ikke, at Bjarne hører til den kategori, der ikke ønsker en ren sport. Er det tilfældet, må vi tage det derfra, siger formanden, der vil drøfte afsløringerne i USADA-rapporten med holdejeren, næste gang, han møder ham.

- Over for mig har han indikeret, at han går ind for en ren sport. Men det var før jeg fik kendskab til de ting, der kom frem i USADA-rapporten og dens detaljeringsgrad. Vi har da lidt mere at snakke om, når vi mødes næste gang, siger Tom Lund.

Læs også: