Bjarne Riis har ikke en fremtid i cykelsporten. I hvert fald ikke før han fortæller hele sandheden om dopingmisbruget på hans cykelhold. Så klar er udmeldingen fra Danmarks Cykle Union, DCU, der dermed lægger sig tæt på ad konklusionen på doping-rapporten fra Anti Doping Danmark.

Den vurderede, at Bjarne Riis stadig tilbageholder viden i forhold til en række af de beskyldninger, tidligere ryttere som Tyler Hamilton og Jörg Jaksche kom med. De to pegede blandt andet på, at der var et organiseret brug af dopingstoffet kortison på Team CSC. Noget, som Riis altså ikke kunne genkende. Og det viser ifølge Niels Sørensen, formand for Danmarks Cykle Union, at man stadig ikke kan have tillid til Bjarne Riis.

»Når vi ser rapporten igennem, er der stadig en del spørgsmål. Undersøgelsesgruppen mener ikke, at Bjarne har sagt alt. De konkluderer, at nogle af de udsagn, som ryttere på holdet kommer med, men som Bjarne selv nægter, faktisk er sandfærdige. Det må vi forholde os til,« siger han og uddyber:

»Anti Doping Danmark har talt med rigtig mange mennesker i cykelmiljøet, og deres konklusioner viser, at der er et stykke vej til, at vi kan have tillid til Bjarne Riis - og at han er langt fra at have den troværdighed, der er nødvendig for at drive et cykelhold. Bjarne har stadig et stykke arbejde at gøre i forhold til at fortælle sandheden.«

Bjarne Riis var ellers ikke afvisende over for et comeback i cykelsporten, da han fredag stod frem på TV2. Det lå ikke i kortene lige nu, men på længere sigt ville han ikke afvise, lød det.

Sportschefen hos DCU, Lars Bonde, understreger også, at der rent juridisk ikke er noget, der på nuværende tidspunkt bremser Bjarne Riis i at vende tilbage.

»Der er ikke noget, der lige nu kan forhindre Bjarne Riis i at komme tilbage. Bjarne Riis har hverken karantæne eller er dømt for noget. Det er vi et eller andet sted nødt til at acceptere. Men vi har set på rapportens konklusioner. Og her bliver der påpeget, at lederne på Team CSC svigtede - og de ikke gjorde op med deres egen fortid som dopere. Det synes vi, er et problem.«

»Det handler ikke om personer. Det betyder ikke noget, at det er Bjarne Riis, der er tale om. Det handler om, at der er en person, der ikke siger hele sandheden. Og det er et problem, fordi man så kan stille spørgsmålstegn ved, om han kan være sit ledelsesansvar voksent i fremtiden - og om han reelt er interesseret i at styre cykelsporten frem mod en endnu bedre og mere dopingfri idræt. Vi må forholde os til det, vi ved nu. Så må vi se, hvordan vi kan komme videre. Personligt tror jeg ikke, der sker meget mere end det her. Medmindre der går nye undersøgelser i gang,« siger Lars Bonde.

Niels Sørensen understreger dog, at man i øjeblikket overvejer at ændre reglerne, så DCU kan undlade at tildele licens til sportsdirektører, der har overtrådt den såkaldte vidne- og sandhedspligt.

»Vi vil ikke modarbejde personen Bjarne Riis, men vi vil se på nogle af rapportens anbefalinger. Blandt andet punktet om at lave en egnethedsvurdering af lederne. Det er en af mulighederne, hvor vi i hvert fald kan komme til at spille en rolle i vurderingen af, om visse personer kan komme tilbage til cykelsporten. Men det er en generel vurdering, og vi vil ikke lave regler alene på baggrund af Bjarne Riis,« siger han.