Formanden for Danmarks Cykle Union opfordrer Rolf Sørensen til at komme med et klart statement, hvis han fortsat vil arbejde med cykeltalenter

Presset øges på både Rolf Sørensen og Bjarne Riis. Cykelsportens nationale ikoner var søndag aften hovedpersonerne i DR 2-programmet Deadlines temaudsendelse om doping i cykelsporten.

Formanden for Danmarks Cykle Union (DCU) var gæst i studiet, og han opfordrer Rolf Sørensen til at komme med en klar udtalelse om, hvor han står i forhold til doping i cykelsporten, hvis han fortsat vil arbejde som agent og rådgiver for unge cykelryttere.

- Rolf Sørensen ligger lige i periferien af Danmarks Cykle Unions interessesfære. Det er måske mere et personligt råd til Rolf, efter Monte Carlo-drengene (Radioprogram, red.) har gjort det til en national vittighed, at Rolf er ren. Han er også agent for nogle af de unge cykeltalenter. Derfor vil vi gerne kende cykelikonernes holdning og deres forhold til doping. Derfor ville det være rart for os, hvis han kom med et klart statement om, hvor han stod for år tilbage, sagde Tom Lund i programmet, hvor også journalist og næstformand i Dansk Journalistforbund, Lars Werge, var gæst.

Han mente, i modsætning til Tom Lund, at Rolf Sørensen har bekendt kulør i forhold til doping.

- Rolf har meldt ud. Han har meldt ud, at han er ren og ikke har taget doping. Så der skal komme et andet pres. Der er jeg enig med Tom Lund, det kunne være, hvis han har med unge mennesker at gøre i sporten, så var det måske der, vi skulle se hen, lød det fra Lars Werge, der i mange år dækkede cykelsporten for Ekstra Bladet.

Rolf Sørensen var for nylig involveret i talentet Sebastian Landers skifte til hovedrige BMC Racing Team.

Også Bjarne Riis var på programmet. Bogaktuelle Tyler Hamilton sagde i et interview, at Bjarne Riis var vidende om og opfordrede ham til at samarbejde med dopinglægen Eufemiano Fuentes. En påstand Bjarne Riis tidligere har afvist.

DCU-formanden mener, at Bjarne Riis er færdig, hvis det er sandt.

- Man kan lyve en gang på nationalt tv, men ikke to. Han sagde senere, at han ville stå for en ren sport. Kommer der mere, har han et problem, et alvorligt problem.

- Han har ingen fremtid hvis det viser sig, at han kender Fuentes. Det er min holdning, lød det fra Tom Lund i DR 2's Deadline.