Tom Lund var sammen med DCU-sportschef Jesper Worre med til at starte lavinen mod Michael Rasmussen, men føler ingen skadefryd ved 'Kyllingens' formodede dopingtilståelse.

Hademails, hærværk, trusler og ønsker om pludselig død.

Det danske cykelpublikum tog ikke med fløjlshandsker på de ledende skikkelser i Danmarks Cykle Union (DCU), da Michael Rasmussen i 2007 blev taget ud af Tour de France af sit daværende hold Rabobank.

Det var DCU, der med sportschef Jesper Worre som budbringer afslørede, at den danske Tour-udfordrer havde fået så mange advarsler, at man ikke ville have ham på landsholdet. Og herefter rullede en medielavine, der fik både Tour-societetet og Rabobanks ledelse til at ryste så meget på hånden, at man ikke turde binde an med den ellers stærkt kørende danske cykelstjerne.
 
Men selv om DCU i dag kan ligne den moralske vinder, når Michael Rasmussen står frem og indrømmer brugen af doping, er der ingen glæde hos eks-formand Tom Lund.

- Det har bestemt været hårdt, for både Jesper Worre og jeg selv blev kritiseret i meget hårde vendinger for vores rolle i hele Michael Rasmussen-affæren, erkender Lund.

- Jeg er glad for, at vi i DCU har stået fast i hele dette forløb, selv om vi kom ud i et voldsomt stormvejr. Men jeg har ikke den luksus at glæde mig over sagen som sådan. Det er trist for cykelsporten, siger Tom Lund til sporten.dk.

- Jeg lider hverken af hævngerrighed eller skadefryd overfor Michael Rasmussen. Men jeg håber, at Michael nu lægger sin historie frem i alle detaljer, lyder det fra Tom Lund, der for nylig gik af efter otte år som DCU-formand og overlod roret til Niels Sørensen.